Foto © RAISFOTO

Ny udviklingsplan skal styrke bæredygtig turisme ved Randers Fjord

Randers Kommune er blandt seks kommuner langs Jyllands østkyst, der nu får mulighed for blandt andet at styrke natur- og friluftsoplevelserne gennem en ny strategisk-fysisk udviklingsplan.

Foto © RAISFOTO

En ny strategisk-fysisk udviklingsplan skal skabe grundlag for en bæredygtig udvikling af Naturpark Randers Fjord og lokalområderne i naturparken - til glæde for både borgere og besøgende. Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Naturpark Randers Fjord er en del af en større turismeorienteret indsats i regi af Udviklingsplan Jyllands Østkyst. Destinationsselskaberne Destination NORD, Destination Himmerland og VisitAarhus står bag projektet i samarbejde med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania og Dansk Kyst- og Naturturisme.

 "Med den nye bevilling får vi en unik mulighed for i fællesskab at udvikle Naturpark Randers Fjord og tænke både bæredygtighed, erhvervsudvikling, turisme og lokale ønsker ind i en samlet strategi. Når vi gør fjorden og dens omgivelser mere tilgængelige og fortæller den gode historie om, hvad man kan opleve her, kan det tiltrække endnu flere gæster. Det vil ikke bare gavne turismen, men også give et løft til de mange aktive landsbyer i og omkring naturparken," siger Anne Hjortshøj, formand for Naturparkrådet i Naturpark Randers Fjord.

 Randers Kommune modtager 600.000 kr. fra projektet til arbejdet, og derudover bidrager både Landdistriktsudvalget, Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget samt Erhvervs- og Planudvalget med hver 100.000 kr.

Fokus på identitet og oplevelser

I Randers Kommune skal udviklingsplanen særligt fokusere på at skabe en tydelig, fælles identitet for Naturpark Randers Fjord, øge naturparkens synlighed regionalt og nationalt samt binde områdets mange oplevelser bedre sammen. Derudover er det et mål at udvikle overnatningsmuligheder og forbedre den rekreative infrastruktur, så både borgere og turister får endnu bedre muligheder for at bruge naturen aktivt.

 Opgaven med at udarbejde planen sendes snart i udbud, og en central del af processen bliver dialogen med lokale aktører og interessenter. Identiteten for Naturpark Randers Fjord udvikles desuden i tæt samarbejde med Norddjurs Kommune.

Seneste nyt

Nyheder