
Nye hybridbaner løfter tennissporten i Randers
Mandag den 15. september 2025 indviede Randers Tennis & Padel to nye hybridbaner ved klubbens anlæg på Viborgvej. Banerne er en kombination af kunstgræs og grus, der giver optimale forhold for spil året rundt.

Sammen med de nye baner er der etableret nyt sprinkler- og lysanlæg, der fremtidssikrer faciliteterne og gør det muligt at udnytte banerne både i forår, efterår og på regnvejrsdage. Projektet er blevet til med støtte fra Randers Kommune, Sparekassen Kronjyllands Gavefond, DGI/DIF Foreningspuljen samt klubbens egne midler. Randers Kommune har bidraget med 600.000 kr.
Louise Høeg, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune, deltog i indvielsen og understregede betydningen af de nye baner:
”Randers Tennis & Padel har truffet et visionært valg ved at satse på hybridbaner. Det giver ikke blot klubbens egne medlemmer, men også mange borgere og besøgende mulighed for at dyrke tennis under langt bedre rammer hele året. Det er et stærkt eksempel på, hvordan vi i Randers Kommune kan understøtte foreninger, der tænker fremadrettet og samtidig skaber mere aktivitet og sundhed i hverdagen.”
En hybridbane er en tennisbane lavet med en kombination af kunstgræs og grus. Hybridbanerne er mindre sårbare end traditionelle grusbaner, kræver mindre vedligehold og giver klubben nye muligheder – både for træning, skolebesøg og arrangementer.
Formand for Randers Tennis & Padel, Peter Willemoes, glæder sig over indvielsen:
”Vi har oplevet stor medlemsfremgang på tennissiden, og med de nye baner kan vi tilbyde endnu flere timer med kvalitetstræning og spil – også uden for den klassiske sæson.”
Efter indvielsen bød klubben på grillpølser og hyggeligt samvær for medlemmer og gæster.