Nyt GLS-distributionscenter indviet i Randers med op mod 200 nye arbejdspladser

Med et officiel snoreklip og rundvisning blev GLS' nye distributionscenter syd for Randers indviet torsdag den 30. oktober. Åbningen markerer både en styrkelse af GLS' tilstedeværelse i området og et samarbejde med Randers Kommune om at få flere borgere i job.

Det 3.750 kvadratmeter store center på Metervej i Sønder Borup har betydet mange nye arbejdspladser, og når det er fuldt udbygget, vil op mod 200 medarbejdere have deres daglige gang på lageret.

"Stort tillykke til GLS med det topmoderne distributionscenter og tak for det gode samarbejde hele vejen igennem. Vi har haft en tæt dialog om en smidig rekrutteringsproces, som betyder, at jobsøgende borgere med forskellige baggrunde får en chance på arbejdsmarkedet. Det er den slags samarbejde, der gør en forskel," siger borgmester Torben Hansen.

Det nye center betyder, at GLS Denmark kan øge sin kapacitet i Midt- og Nordjylland med op til 45 procent.

"Vi er rigtig tilfredse for vores nye lokation i Randers, som betyder, at vi kan øge vores kapacitet i det midt- og nordjyske, så vi også i fremtiden kan tilbyde vores kunder i området landets bedste leveringskvalitet. Vi kommer samtidig tættere på vores kunder, og sikrer hurtigere og mere bæredygtige leveringer," siger Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.

Samarbejde om ansættelser

I etableringsfasen har GLS arbejdet sammen med Randers Kommune ikke kun om grundsalg og myndighedsbehandling, men også om ansættelser af medarbejdere. På fem dage i august besatte GLS 49 stillinger, efter GLS, Randers Kommune og 3F havde inviteret til jobmatchevent for lokale jobsøgende. Sidenhen er der kommet flere til, hvilket betyder, at centret rummer omkring 150 nye arbejdspladser fra start.

"Det er glædeligt at se, at GLS hurtigt har fået adgang til de medarbejdere, de har brug for, til deres nye center. Det er præcis den erhvervshjælp, som Randers Kommune hver dag arbejder for at tilbyde de virksomheder, som er på udkig efter nye medarbejdere," siger Torben Hansen.

Steen Ravnsbæk Kristensen fremhæver samarbejdet med kommunen som en vigtig faktor:

"Vi er meget taknemmelige over den store interesse for at søge vores stillinger, og at vi på så kort tid kunne ansætte så mange nye medarbejdere. Det havde ikke været muligt uden det tætte samarbejde med Randers Kommune, som gjorde processen smidig og effektiv."

Med åbningen af centret har GLS nu 10 driftslokationer i Danmark, og Randers bliver et centralt knudepunkt for logistik i regionen.

Seneste nyt

Nyheder