Nyt Udsatteråd skal give udsatte borgere indflydelse i Randers

Ni medlemmer skal de næste fire år repræsentere udsatte borgere i Randers Kommune, når et nyt Udsatteråd tiltræder for perioden 2026-2029.

Nyhed

De ni medlemmer af Udsatterådet for perioden 2026-2029 er nu på plads. I januar blev der afholdt valg blandt brugerne af kommunens væresteder om fire pladser som brugerrepræsentanter. Samtidig har organisationer på området udpeget fem repræsentanter.

Udsatterådet fungerer som rådgivende organ for kommunen og bringer viden og erfaringer i spil fra mennesker, der arbejder med eller selv har erfaring med udsathed. Rådet deltager blandt andet i arbejdsgrupper og bidrager med input i forbindelse med politiske beslutninger på socialområdet.

Formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Karina Hjorth, ser frem til samarbejdet med de nye medlemmer af udsatterådet.

”Udsatterådet spiller en vigtig rolle i Randers Kommune. Medlemmerne har en helt særlig viden, fordi de kender området indefra. Deres faglige viden og personlige erfaringer giver os et stærkere grundlag for at træffe beslutninger, der gør en reel forskel for mennesker i udsatte positioner.”

Udsatterådet i Randers Kommune blev etableret i 2012. Efter en forsøgsperiode besluttede Socialudvalget i 2013 at gøre ordningen permanent. Siden da har rådet været en aktiv sparringspartner for kommunen og bidraget med input til udvikling af sociale indsatser.

”Medlemmerne af Udsatterådet brænder virkelig for området. Vi har forskellige erfaringer, men fælles for os er ønsket om at være talerør for udsatte borgere og bidrage til bedre løsninger i Randers,” siger den nuværende formand for Udsatterådet, Christian Borg.

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte rådets sammensætning på mødet den 10. marts. Rådet konstituerer sig den 14. april 2026, hvor medlemmerne vælger formand og næstformand.

Rådets medlemmer er:

Brugerrepræsentanter

  • Henrik Juncher blev valgt på Perron 4.
  • Asger Brandstrup blev valgt på Café Rusfri.
  • Trine Jensen blev valgt på Slotsgården.
  • Jimmi Andersen blev valgt i Huset Tværs.

Organisationsrepræsentanter

  • Trine Juul Jensen (fokus på psykiatri)
  • Anita Oehlerich (fokus på psykiatri)
  • Pernille Mølgaard (fokus på boligsociale forhold)
  • Christian Borg (fokus på kontanthjælp og førtidspension)
  • Per Schultz-Knudsen (fokus på forsorg og hjemløse)

Organisationsrepræsentanterne er udpeget af Sind, Bedre Psykiatri, Helhedsplanen for Nordbyen, Livtagerne, Blå Kors, SAND, Kirkens Korshær og KFUM socialt arbejde.

Seneste nyt

Nyheder