
Nyt væksthus til børn på vej hos Randers Naturcenter
Med støtte fra Salling Fondene kan naturcentret opføre Børnenes Væksthus. Et 30 kvadratmeter orangeri - indrettet især til børn med særlige behov. Børnenes Væksthus kan dog bruges af alle børn til at finde ro og tryghed i naturen.

Væksthuset skal fungere som et sanseligt frirum, hvor børn kan spise, hvile og være tæt på naturen hele året rundt. Randers Naturcenter er i forvejen et meget populært sted, hvor mange skoler, institutioner og beboere bruger det.
Det er Bilka Randers, som har indstillet projektet til Salling Fondene, der har doneret 225.000 kroner til det lokale projekt. Og det skaber stor glæde hos naturcenterleder, Helle Marie Taastrøm.
”Vi er utrolig glade. Donationen betyder, at vi kan bygge et væksthus, hvor der også er plads til de børn, der nogle gange er udfordrede af larm, har brug for at trække sig eller fordybe sig. Alle kan selvfølgelig bruge Børnenes Væksthus, men for os er det rigtig vigtigt, at vi kan tilbyde børn med udfordringer, at de kan søge ind i væksthuset og alligevel være en del af fællesskabet, selv om de er på den anden side af glasset. Med donationen får vi også mulighed for at dyrke nogle af de ting, der skal være under glas, og det er også rigtig godt. Vi er virkelig glade, og der er ingen tvivl om, at Børnenes Væksthus bliver spændende for vores 50.000 besøgende om året”, siger hun.
Også varehuschef i Bilka Randers, Martin Enevoldsen, er begejstret for donationen.
”Randers Naturcenter er et virkelig godt sted, hvor der er fokus på børns trivsel. Mere eller mindre alle børn i Randers stifter bekendtskab med naturcenteret i løbet af deres institution- eller skoletid, og det er fantastisk, at vi kan være med til at støtte etableringen af orangeriet,” siger han.
Randers Naturcenter forventer at gå i jorden med projektet i foråret 2026.



