
Outdoorfitness flytter til Nørrevangsparken – gratis træning i det fri i vintermånederne
Nu flytter et outdoorfitness-anlæg til Nørrevangsparken, hvor gratis træning i det fri skal testes – også i kulden.
Nyhed
Et midlertidigt outdoorfitness-anlæg bliver nu sat op i Nørrevangsparken, hvor borgere frem til d. 30. marts kan træne gratis under åben himmel. Med flytningen fortsætter en testperiode, hvor Randers Kommune undersøger potentialet for en permanent placering af de udendørs træningsmaskiner i byen.
Anlægget har tidligere stået i Tronholmparken og er en del af en 12 ugers testperiode, hvor både brugsmønstre og borgernes oplevelser indsamles. Maskinerne er udstyret med sensorer, der anonymt registrerer brugen, og via QR-koder kan brugerne dele deres erfaringer.
Træning med tryghed og motivation
I forbindelse med flytningen inviteres borgerne igen til gratis, åbne træninger med personlig træner Emilie Jacqueline Carøe, der har mere end 10 års erfaring med træning og bevægelse.
”Det, der driver mig, er glæden ved at se mennesker få mere overskud og tro på egen krop og evner. Træning skal føles tryg, overskuelig og passe ind i hverdagen,” siger Emilie Jacqueline Carøe.
Hun sagde ja til at stå for de personlige træninger i Nørrevangsparken, fordi hun ønsker at bidrage til et sundere lokalmiljø og skabe rammer for fællesskab på tværs af alder og erfaring.
”De udendørs faciliteter er en oplagt mulighed for at kombinere bevægelse, frisk luft og fællesskab. Jeg håber, at maskinerne får en permanent placering i vores by, så endnu flere kan få glæde af dem året rundt,” siger hun.
Alle kan være med – også i kulden
Man behøver ikke træne i en time for at få effekt, og belastningen på de ni maskiner kan tilpasses, så både nybegyndere og øvede kan være med. Til de åbne træninger får deltagerne introduktion til korrekt teknik og inspiration til, hvordan de kan sammensætte et effektivt træningspas.
Emilie Jacqueline Carøe håber, at deltagerne får mod på selv at bruge faciliteterne efterfølgende.
”Jeg håber, at deltagerne får en god oplevelse og får mod på at bruge faciliteterne på egen hånd. På sigt ønsker jeg, at de oplever større selvtillid i deres træning og på den måde får mere bevægelsesglæde ind i hverdagen,” siger hun.
Dermed er der rig mulighed for at holde sig aktiv – også når temperaturen falder.







