Paw skifter detailjob ud med SOSU-uddannelse

Efter at have arbejdet inden for detailhandel i mange år, besluttede 44-årige Paw Therkelsen, at det var tid til noget nyt. Nu er han i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

I løbet af sit arbejdsliv har Paw Therkelsen prøvet lidt af hvert. Han har blandt andet været selvstændig købmand, butikschef i Coop, arbejdet i 7-Eleven og haft sin egen virksomhed med fokus på rengøring og havearbejde. Fællesnævneren i alle job har været kontakten med mennesker, og efter mange år fandt han ud af, at det var tid til at prøve noget nyt – og gerne et job, hvor han gjorde en forskel for andre.

”Jeg valgte at søge ind som afløser i hjemmeplejen, hvor jeg kørte hjem til borgere og hjalp dem med forskellige pleje- og omsorgsopgaver. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var noget for mig. Særligt muligheden for at se, hvordan min hjælp gjorde dem glade og rykkede dem, betyder meget for mig,” siger Paw Therkelsen.

Under uddannelse til social- og sundhedsassistent

Paw Therkelsen blev så glad for jobbet, at han nu er i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent. En uddannelse, der varer cirka tre år og er en blanding mellem undervisning på skolen og oplæring i hjemmeplejen, på et kommunalt ældrecenter, i psykiatrien og på et hospital. 

”Det jeg særligt synes er interessant ved jobbet som social- og sundhedsassistent er, at vi er meget sammen med de borgere, som vi hjælper. Vi har meget kendskab til den enkeltes livshistorie og stor forståelse for det menneske, vi står overfor,” siger Paw Therkelsen og fortsætter:

”Jeg er også blevet overrasket over, hvor meget vi lærer om selve mennesket. Vi har mange forskellige fag, der spiller godt sammen, for eksempel kroppens opbygning, medicinhåndtering og relationsarbejde. Det er virkelig en bred uddannelse med mange jobmuligheder.”

Hjemmeplejen har særlig plads i hjertet

Når Paw Therkelsen er færdiguddannet, ved han derfor heller ikke præcist, hvad han kunne tænke sig at arbejde med. Hjemmeplejen har dog en særlig plads i hjertet.

”Arbejdet i hjemmeplejen er meget bredt. Man møder mange personer med forskellige behov og livshistorier. Det er en spændende arbejdsdag, hvor to dage ikke er ens, fordi der altid er mange forskellige opgaver, der venter, og samtidig har man stor frihed til at tilrettelægge sin hverdag,” siger Paw Therkelsen.

Går man og overvejer, om det er tid til at skifte branche, er rådet fra Paw Therkelsen klart:

”Du skal bare kaste dig ud i det. Hvis du gerne vil gøre en forskel for andre, kan lide at arbejde med mennesker og få en bred faglig viden, så er uddannelsen som social- og sundhedsassistent måske noget for dig. Uddannelsen favner virkelig bredt, så der er mange muligheder for at finde sig selv inden for faget,” siger Paw Therkelsen.

Kunne du også tænke dig en uddannelse som social- og sundhedsassistent? I Randers Kommune søger vi lige nu SOSU-assistentelever over 25 år, du får løn under hele uddannelsen, og det er ikke en forudsætning, at du har erfaring inden for SOSU-området. Se mere: https://sosuiranders.dk/