
Plan for områdefornyelse i Havndal får grønt lys
På mødet den 26. februar 2024 har Randers Byråd godkendt et program for en områdefornyelse i Havndal med fokus på at styrke og understøtte Havndals kulturmiljø og sammenhængskraft, skabe øget tryghed og trafiksikkerhed samt understøtte lokalt engagement og fællesskab. De konkrete projekter i programmet vil blive realiseret frem mod 2029.
En større forskønnelse af Havndal er undervejs. På mødet den 26. februar 2024 har Randers Byråd nemlig godkendt et program for områdefornyelse af landsbyen, der ligger i den nordøstlige del af Randers Kommune.
Havndal blev tilbage i 2021 sammen med Ålum, Mellerup og Asferg udpeget til områdefornyelse af byrådet, og siden da har forberedelserne været i gang. Programmet for områdefornyelsen er skabt med udgangspunkt i input fra lokale borgere, byens udfordringer og de mange stedbundne potentialer og kvaliteter.
Fem projekter
Blandt mange ideer, der er kommet under borgerinddragelsen, blev der stemt og valgt projekter under et borgermøde i august 2023. I alt er der udvalgt fem projekter, som vil blive realiseret frem mod 2029. Det drejer sig om:
- Fornyelse og forskønnelse af Hovedgaden
- Etablering af sikker skolevej mellem Havndal og Udbyover
- Bypark ved den gamle stationsby og videreudvikling af jernbanesti, der på sigt kan blive til en sammenhængende strækning fra Randers til Hadsund
- Omdannelse af Festpladsen bl.a. med henblik på at skabe mere liv i området
- Etablering af bevægelsesbane ved Havndal Skole.
Det samlede budget for områdefornyelsen i Havndal er på 15,1 millioner kroner. Heraf bidrager Randers Kommune med 6,37 millioner kroner af afsatte byfornyelsesmidler.
Afstemningsresultat
Sag nr. 60 blev enstemmigt vedtaget.