Laksetorvet
Foto © Bo Janting

Randers: Comanches og støttegrupper får forbud mod at samles

Randers Kommune har den 11. juni 2025 udstedt et forbud mod, at rockergruppen Comanches og gruppens støttegrupper må samles i ejendommen Strømmen 36, 8960 Randers. Dermed er det ikke længere muligt for de to grupperinger at mødes på ejendommen.

Laksetorvet
Foto © Bo Janting

"En vurdering fra Østjyllands Politi og det, at Strømmen er tæt på villakvarterer gør, at kommunen nu udsteder et samlingsstedsforbud. Det betyder, at der fra i dag er forbud mod, at Comanches og deres støttegrupper mødes her. Vi vil ikke tolerere bandeuvæsen,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Det er § 1 stk. 1 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe (samlingsstedsloven), som gør det muligt for Randers Kommune at udstede et forbud mod at visse grupper kan samles på et bestemt sted, hvis det er årsag til utryghed. 

Forbuddet er udstedt på baggrund af en risikovurdering fra Østjyllands Politi, hvor politiet bl.a. har lagt vægt på, at der i perioden fra juni 2022 til februar 2025 er registreret 22 forhold om besiddelse af euforiserende stoffer, 3 forhold om salg af euforiserende stoffer, 3 forhold om dopingmidler og 8 sager om besiddelse af våben i strid med våbenloven. Samtidig har politiet konstateret døgnbemanding og en adfærd omkring ejendommen som vurderes at være udtryk for vagtvirksomhed.

Samlingsstedsforbuddet skal være i høring hos ejer og lejer, og det har taget en rum tid, hvor det også har været nødvendigt at forlænge fristen for, at parterne fik mulighed for at svare. Fristen er nu udløbet og derfor er samlingsstedsforbuddet nu udstedt.

Fælles arbejdsgruppe

Siden efteråret 2024 har Randers Kommune og Østjyllands Politi haft en fælles arbejdsgruppe.

"I den fælles arbejdsgruppe følger vi nøje udviklingen og vurderer løbende om der er basis for at udstede et samlingsstedsforbud. Og hvis der er noget at reagere på, så gør vi det," siger Torben Hansen

Med samlingsstedsforbuddet er det kun lovligt, at der er én person til stede fra Comanches eller deres støttegrupper ad gangen. Der må altså ikke mødes to personer på stedet.

Afgørelsen gælder i tre måneder fra den dag, afgørelsen er blevet tinglyst. Tinglysning er sket samme dag, som afgørelsen er sendt til ejeren af ejendommen (11. juni 2025). Når samlingsstedsforbuddet udløber, er det muligt at udstede et nyt forbud, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.

Seneste nyt

Nyheder