
Randers: Reaktion på statens uvildige advokatundersøgelse vedrørende Nordic Waste
Randers Kommune har sent 1. maj 2025 modtaget den uvildige advokatrapport om kommunens rolle i Nordic Waste-sagen.
Rapporten konkluderer, at der ikke er grundlag for at sige, at jordskredet skyldes fejl eller forsømmelser hos kommunen. Samtidig opridses, at Randers kommune har lavet en række fejl og forsømmelser i sagsbehandlingen.
”Jeg er rigtig glad for, at vi har modtaget den uvildige advokatundersøgelse. Rapportens hovedkonklusion er, at Randers Kommune er frikendt for at have begået fejl eller forsømmelser, der kunne medføre jordskredet. Ansvaret for miljøkatastrofen er entydigt hos forureneren. Samtidig anerkender vi, at rapporten peger på, at Randers Kommune har lavet en lang række fejl og forsømmelser af processuel karakter. Vi har selvfølgelig lært af denne her sag i forhold til, hvordan vi håndterer fremtidige sager, forvaltningen har allerede indført kvalitetsledelse i tilsyn. Det vil jeg gerne anerkende,” siger Torben Hansen.
Han hæfter sig ved, at rapporten konkluderer,
- At Randers Kommune har ført et aktivt tilsyn med overløb fra Nordic Waste til Alling Å i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.
- At Randers Kommune har reageret umiddelbart ved anmeldelser om udstrømmende vand fra virksomheden. Og at der er givet indskærpelser til Nordic Waste, ligesom der har været en løbende dialog med virksomheden om, hvilke afværgende foranstaltninger Nordic Waste skulle lave for at stoppe overløb.
- At der ud fra en retlig vurdering ikke er grundlag for at fastslå, at Randers Kommune har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med kommunens tilsyn med Nordic Wastes overholdelse af vilkår i miljøgodkendelsen.
- At Randers Kommune har reageret relevant på oplysningerne om mulig risiko for jordskred, ligesom risikoen for jordskred var en del af kommunens fysiske tilsynsbesøg i første halvdel af 2023.
- Samtidig konkluderer undersøgelsen, at Randers Kommune som tilsynsmyndighed har et vidt skøn ved valg af reaktion, og at det har været virksomt i forhold til et dialogbaseret tilsyn med virksomheden, fordi kommunen ved tilsynsbesøg har kunnet se, at Nordic Waste iværksatte foranstaltninger for at undgå overløb.
Allerede tilbage i januar 2024 fik Randers Kommune lavet en juridisk redegørelse af eget ansvar og den medførte, at der blev lavet en række ændringer og indført kvalitetsledelse i miljøtilsyn.
”Allerede dengang erkendte forvaltningen, at flere ting i processen fx omkring miljøgodkendelserne skulle have været håndteret anderledes. Forvaltningen har derfor allerede taget handling og indført forandringer. Noget som vi politisk løbende er blevet orienteret om i den politiske følgegruppe og i byrådet. Denne rapport kalder på de samme handlinger – som altså er foretaget,” siger Torben Hansen.