
Randers.dk i 2025: Job, kommunalvalg og genbrug
Selv om kommunalvalget faldt sidst på året, var mange forbi valgsiderne, og ellers har der været stor interesse for jobsiderne og genbrugspladsens åbningstider. I 2025 fik hjemmesiden også en ny, digital hjælper, som har haft over 800 samtaler med hjemmesidens gæster.

Top tre over mest besøgte emner på Randers.dk viser, hvordan kommunen spiller en rolle i manges hverdag, og så er det tydeligt, at 2025 er et valgår.
- Job i kommunen – oversigten over ledige stillinger er årets mest besøgte side. I alt 158.146 besøg.
- Kommunalvalget 18. november – fra opstillede kandidater til det endelige valgresultat. I alt 97.246 besøg.
- Genbrugspladser og åbningstider – tager både tredjepladsen og skraldet. I alt 35.461 besøg.
Selv om siderne med kommunalvalg ikke har været i fokus før engang i efteråret, har de trukket en stor mængde besøg til sig. Der var især mange besøgende, som ønskede at læse om de opstillede kandidater.
De tre mest læste nyheder på Randers.dk i 2025 handlede også om kommunalvalget. Det var nyheder om den endelige stemmeoptælling og det nye byråds konstituering.
Chatbot med kunstig intelligens
I marts lancerede Randers Kommune en ny udgave af chatbotten Muni, der kan hjælpe besøgende på hjemmesiden med at finde de rigtige informationer og svar. Som noget nyt er maskinen bag chatbotten understøttet af kunstig intelligens for bedre at kunne overskue og sortere i de mange informationer på Randers.dk.
Sådan har Muni hjulpet på Randers.dk
- 878 samtaler med borgere.
- 1.575 beskeder udvekslet.
- 211 klik videre til sider, som Muni har anbefalet.
Hvad har Muni hjulpet med?
Det mest efterspurgte har været kontaktoplysninger til forskellige afdelinger i kommunen. De tre mest efterspurgte kontaktoplysninger har været til specifikke medarbejdere, Borgerservice og Byggeri.



