
Randrusianerne trådte til – her er vinderne af "Vi Cykler Til Arbejde 2025"
Med stærkt fællesskab og mange kilometer i benene er vinderne af maj måneds ”Vi Cykler Til Arbejde” kampagne blevet udtrukket i Randers Kommune.

Maj måned har endnu en gang sat hjul under både fællesskab og cykelglæde blandt medarbejdere i erhvervslivet i Randers Kommune. I forbindelse med den landsdækkende kampagne Vi Cykler Til Arbejde har deltagerne i kommunen tilsammen tilbagelagt hele 77.713 kilometer fordelt på 6.819 cykeldage. En bemærkelsesværdig indsats, der vidner om stort engagement, fokus på sundhed og lysten til at gøre noget godt – både for sig selv og for fællesskabet.
Kampagnen, der hvert år sætter fokus på sundhed, bæredygtighed og transportvaner, har endnu en gang vist, at randrusianerne er klar til at træde i pedalerne. Og nu er årets lokale vindere fundet.
”Når vi vælger cyklen til, vælger vi også sundhed og trivsel. Det er tankevækkende, at de deltagende hold fra erhvervslivet i Randers Kommune tilsammen har sparet næsten 65 sygedage i løbet af maj. Det viser, at selv små ændringer i hverdagen kan have stor betydning – både for den enkelte og for arbejdspladsen,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.
Det blev Endoskopigerne fra Regionshospitalet Randers, som cyklede sig til en flot førsteplads i årets ”Vi Cykler Til Arbejde” kampagne i Randers Kommune. På andenpladsen kom Team HFC fra HF Christiansen, mens Team Boox’n’bikez fra Randers Bibliotek sikrede sig tredjepladsen. Med stærkt fællesskab og mange kilometer i benene har de tre hold vist, hvordan cykling kan være både sundt, bæredygtigt og sjovt.
”Det, der har gjort kampagnen helt særlig for os, er fællesskabet. Vi har bakket hinanden op, grinet undervejs og holdt motivationen oppe sammen. Det har ikke bare været en sund vane – det har været et stærkt holdprojekt, hvor vi virkelig har mærket, hvad godt teamwork kan,” siger Mia Vestergaard Christensen, holdkaptajn for Endoskopigerne.
Vinderne af kampagnen er fundet på baggrund af antallet af cykeldage, som holdene har registreret i løbet af maj måned. For hver dag et holdmedlem har cyklet, er der tildelt ét lod i den samlede præmiepulje – en model, der belønner både engagement og vedholdenhed i hverdagen.