
Sankthans aften i Tronholmparken
Den 23. juni byder på en aften fyldt med nærvær, musik, fællesskab og levende ord, når et af byens mest traditionsrige arrangementer igen finder sted ved bredden af Gudenåen
Arrangementet begynder klokken 19, hvor der vil være mulighed for at nyde mad og drikke i parken, mens aftenens program langsomt tager form. Klokken 20 byder borgmester Torben Hansen velkommen, og kort efter indtager KopiBandet.DK scenen med deres velspillede, humoristiske og energiske fortolkninger af både danske og internationale klassikere.
KopiBandet.DK er kendt for deres smittende spilleglæde og store publikumskontakt. Bandet har gennem mere end et årti optrådt over hele landet og i udlandet, og deres koncerter er en fest i sig selv. De leverer et repertoire spækket med alt fra Kim Larsen, Gasolin og Danser med Drenge til internationale navne som Queen, Avicii og Dolly Parton - alt sammen med bandets egen legesyge energi og store kærlighed til musikken. Det er musik, der inviterer publikum med fra første tone og holder dem dansende og syngende hele vejen igennem. Deres shows er kendt for at kombinere høj lydkvalitet og storslået lys med en uformel og nærværende stemning, som gør dem til en favorit blandt både unge og ældre.
Årets båltale leveres af præst, forfatter og fortæller Flemming Kloster Poulsen - en stemme, mange randrusianere vil nikke genkendende til. Gennem tre årtier har han brugt det levende ord i alt fra kirker og skoler til TV-studier og fortællescener. Hans fortællinger kredser om livets store og små spørgsmål, og med både varme og indsigt formår han at gøre det nære universelt. I Randers er han især kendt fra sin tid som præst ved Sct. Mortens Kirke, og hans virke som fortæller for DR og vinder af internationale StorySlam-scener har gjort ham til en markant stemme i dansk fortællekunst. At han i 2015 blev kåret som Årets Randersborger for sit arbejde med at fremme den gode fortælling, vidner om den betydning, han har haft - og stadig har - for byens kulturelle liv.
"Vi glæder os hvert år til at samle randrusianerne omkring bålet i Tronholmparken. Det er en aften, hvor vi både dyrker traditionerne og giver plads til nye oplevelser. Musikken, fællesskabet og båltalen skaber en helt særlig stemning, som man ikke finder mange andre steder," siger Mette Bertelsen, eventchef i Randers Kommune.
Efter talen sejles Flemming Kloster Poulsen ud på åen for at tænde bålet, der som altid flyder majestætisk på Gudenåens vandspejl. Bålet er både et symbol og en tradition - et stærkt øjeblik, der samler både gamle og nye Randers-borgere i en fælles oplevelse. Umiddelbart efter stemmer publikum i, når fællessangene "Du danske sommer, jeg elsker dig" og Midsommervisen fylder sommeraftenen, ledsaget af KopiBandet.DK, der herefter fortsætter festen med mere musik.
"Sankt Hans på Tronholmen er ikke bare en begivenhed - det er et årligt samlingspunkt, hvor ild, ord og toner flettes sammen i en aften, der både vækker minder og skaber nye. Her mødes byen i øjenhøjde under åben himmel og lader sommeren begynde i fællesskab," slutter Mette Bertelsen.