Kristrup Skoles skolepatrulje var massivt til stede: Send dem et smil og en tommel op

Skolepatruljerne i Randers Kommune fortjener et ekstra stort smil og en tommel op, når de i kulde og mørke troligt tropper op ved fodgængerfelterne omkring skolerne. I år er det 75 år siden de første skolepatruljer medvirkede til mere sikre skoleveje i Danmark

Skolepatruljen på Kristrup Skole Foto: Randers Kommune

Skolepatruljerne har gjort skolevejen mere sikker i 75 år, og selvom de første skolepatruljeelever efterhånden er godt oppe i alderen, lever traditionen videre på skolevejen, også når det er mørkt og koldt.

Når skolepatruljerne i uge fem stiller sig ud til skolevejen, står de på skuldrene af flere generationer før dem. I år er det nemlig 75 år siden, at ordningen med skolepatruljer i Danmark for første gang så dagens lys.

"Det er en lang og god tradition, at skolerne i Randers Kommune har skolepatruljer, der medvirker til mere sikre skoleveje. De gør en vigtig indsats for gående og cyklende i trafikken. For mig som mor er det betryggende at vide, at mine børn bliver hjulpet sikkert til skole," siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

Vi bakker op om skolepatruljerne

 

Når skolepatruljerne stiller sig ud til vejen, kan de regne med danskernes opbakning. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag. Det er nemlig hele 96 procent af danskerne, som er positive overfor skolepatruljerne og den indsats, de yder.

"Det er fantastisk at se den store opbakning til skolepatruljerne, det oplevede jeg også mandag morgen på Kristrup Skole, hvor flere bilister gav tommel op, smilede og vinkede til skoleeleverne, der var trukket i de gule veste. Ingen skolepatruljebørn skal opleve sure miner, de gør deres bedste for at skabe en sikker skolevej for deres kammerater," siger Lise-Lotte Leervad Larsen.

Skolepatruljen på Kristrup Skole Foto: Randers Kommune