
Sofie kontaktede kommunen og fandt specialesamarbejde med virksomhed
For Sofie Rødkjær blev Randers Kommunes erhvervsafdeling nøglen til et værdifuldt samarbejde med en lokal virksomhed, da hun skulle tilrettelægge sit kandidatspeciale.
Via erhvervsafdelingen kom Sofie hurtigt i kontakt med virksomheden Axacon, der ikke bare var interesseret i samarbejdet, men som også kunne drage nytte af hendes viden inden for brugeroplevelser, designprocesser og interfacedesign.
”Erhvervsafdelingen satte mig lynhurtigt i kontakt med en virksomhed, som var meget interesseret i at indgå i et specialesamarbejde med mig. Mine faglige kompetencer er nogle, de efterspørger, og derfor er de virkelig interesserede i at høre mine resultater,” fortæller Sofie Rødkjær, der har en bachelor i Cognitive Science og skriver speciale i informationsvidenskab.
Praksisnært speciale
Samarbejdet har haft stor betydning for hendes speciale, som er blevet både mere praksisnært og anvendeligt.
”Det har gjort en kæmpe forskel for mit speciale, at jeg har samarbejdet med en virksomhed. Det har gjort mit speciale mere konkret og praksisnært, og det er et kæmpe win for alle, at resultaterne kan bruges af Axacon,” understreger hun.
Overblik over lokale virksomheder
Randers Kommune arbejder løbende for at skabe bro mellem højtuddannede studerende og virksomheder, så viden og kompetencer fra de studerende kan komme i spil i erhvervslivet – til gavn for begge parter.
”Jeg kan virkelig anbefale at kontakte erhvervsafdelingen. Erhvervsafdelingen har et stort netværk og et godt overblik over de mange virksomheder i Randers Kommune, som var relevante for mig,” fortæller Sofie Rødkjær.
Tag kontakt til erhvervsafdelingen i Randers Kommune, hvis du har brug for kontakt til en virksomhed. Læs mere her www.randers.dk/dinkarriere