
Special Cup samler rekordmange elever i Randers
For tredje år i træk mødes specialskoler fra flere kommuner til fodboldstævne den 30. januar – for nogle elever er det årets højdepunkt.
Nyhed
Når fløjten lyder i Arena Randers i morgen, står omkring 200 elever, forældre og ansatte klar til fodboldfest i hallen. For tredje gang er Randers vært for det populære stævne Special Cup – et indendørs fodboldstævne for elever på specialskoler – og i år med flere deltagere end nogensinde før.
”Skolerne melder tilbage, at Special Cup nærmest er årets højdepunkt for nogle af eleverne. Mange af eleverne deltager ikke i almindelige foreningsaktiviteter, så det her er deres mulighed for at møde andre og konkurrere på lige vilkår,” siger Søren Bøgild Nørøxe, pædagog på Trekløverskolen og initiativtager til Special Cup.
Allerede i ugerne op til stævnet kan man fornemme glæden hos eleverne. De taler om det, er spændte og tæller dagene. For Søren Bøgild Nørøxe er det netop de øjeblikke, der giver energien til at fortsætte år efter år.
”På selve dagen er det tydeligt at se, hvor meget det betyder for dem. Det giver en stor arbejdsglæde og et kæmpe boost at se eleverne gøre en indsats og trives. Det er tydeligt, at de vokser med opgaven,” siger han.
Stigende opbakning
I alt er 12 hold klar til at gå på banen – tre flere end sidste år. Den stigende opbakning har gjort det muligt at aldersopdele kampene i højere grad, hvilket har været et ønske fra flere af de deltagende skoler. Samtidig er to nye skoler kommet med, og stævnet samler i år deltagere fra specialskoler i Mariagerfjord, Syddjurs, Aarhus og Randers Kommuner.
Special Cup afholdes i Arena Randers den 30. januar 2026. Stævnet kulminerer med finalespil mellem kl. 12.00 og 13.00, hvor holdene kæmper om sejren foran jublende kammerater, forældre og lærere på sidelinjen.
Om Special Cup
Idéen til Special Cup opstod, efter flere forældre gav udtryk for et stort behov for fritidsaktiviteter til børn med adfærdsvanskeligheder, diagnoser og handicap. Stævnet er derfor skabt med fokus på fællesskab, genkendelige rammer og plads til forskellighed – og med ambitionen om at give flere børn en oplevelse af at være en del af et fællesskab, både på og uden for banen.