
Startnummer til Royal Run gennem videresalg
Alle 20.000 startnumre til motionsfesten i Randers blev solgt på få timer. Gennem Royal Runs officielle videresalgsside er det fortsat muligt at købe eller sælge billetter trygt og sikkert.

Interessen for Royal Run i Randers den 25. maj 2026 har været enorm, og alle startnumre blev den 1. oktober revet væk på omkring fire timer. På Royal Runs officielle videresalgsside kan du købe, sælge eller overdrage din startpakke til andre.
Gennem denne officielle salgsplatform bliver startnumrene valideret, og der tillades ikke en højere salgspris end der oprindeligt er givet. Du kan også oprette en såkaldt “agent” på siden, så du automatisk får besked, hvis der sættes nye billetter til salg.
Undgå falske profiler eller snyd. Brug derfor ikke andre platforme til at købe eller sælge startnumre end via Royal Runs officielle videresalgsside.
Videresalg for Randers sker her
Deltagerne i Royal Run Randers kan se frem til at udfordre sig selv på en af de tre distancer: One mile (1,6 km), 5 km eller 10 km. Dermed er der mulighed for at være med uanset alder og niveau.
Den 25. maj 2026 bliver en folkefest, hvor tilskuere langs ruterne spiller en lige så vigtig rolle som deltagerne. Royal Run arrangeres af Idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DIF, DGI og Dansk Atletik står bag i tæt samarbejde med værtsbyerne. Ruterne i Randers offentliggøres til foråret, og når man nærmer sig løbsdagen, vil det også blive meldt ud, hvem fra Kongehuset der deltager i Randers. Dagen igennem bliver der en række sideevents langs ruterne.
LÆS OGSÅ:
Royal Run i Randers er udsolgt - det bliver en motionsfest for alle