
Storken landede ved Vestrup
Grundlovsdag 2023 kom en stork forbi engene syd for De Nedre Byer. Og her blev den opdaget af Poul Nørgaard Østerby fra Vestrup. ”Jeg kunne se, de var i gang med at slå græs, tæt på hvor jeg bor, og så fandt jeg kameraet frem,” fortæller Poul Nørgaard Østerby, der venligst har delt billederne med Randers Kommune.
Indtil 1920'erne var de store engdrag syd for "De Nedre Byer" Tjærby, Vestrup, Albæk og Østrup et stort vådområde gennemskåret af grøfter, kær og damme. I engene var der et fantastisk dyreliv, og her var storke i så stort antal, at næppe en skorsten i De Nedre Byer gik fri for en storkerede.
Af en folder om De Nedre byer fremgår det, at der omkring år 1900 alene i Albæk fandtes mere end hundrede storke. I engene sås også store flokke af ænder og gæs, og det blev sagt, at der her var en af landets bedste andejagter.
Det sidste halvt hundrede år har det været mere sporadisk med storkebesøgene på Randerskanten. En undtagelse var storken Julius, der i 1980'erne blev landskendt, fordi den hellere ville overvintre på kost og logi i en lade ved Randers end tage den lange tur omkring vinterherberget ved Nilen.
Storken ved Vestrup er formentlig kommet forbi på jagt efter føde til sig selv eller sine unger. For at få øje på byttedyr som mus, mosegrise eller frøer, er storken afhængig af, at der tages høslæt i engene, da det er vanskeligt at få øje på byttedyr i det høje græs. Om storken vælger at slå sig ned vides endnu ikke.
Du kan se en billedserie med nogle af Poul Nørgaard Østerbys storkebilleder herunder.