Studiejobbere hos Randers Kommune

Læs om livet som studiejobber i Randers Kommune fra to af vores studiejobbere, Jonas og Victoria, samt Sasia Rosenkilde Jeppesen, som er sekretariatschef for Social og Arbejdsmarked, og hendes erfaringer med at arbejde med studiejobbere.

Herunder kan du høre fra Sasia, Jonas og Victoria hver især. De fortæller om deres oplevelse om, hvordan det er at være studiejobber i Randers Kommune

Sasia Rosenkilde Jeppesen

”Vi værdsætter virkelig de input, vores studiejobbere kommer med, og tager dem seriøst på lige fod med vores almindelige medarbejdere. De har ofte nogle helt nye perspektiver på arbejdsmetoder og bringer ny viden med dem fra deres studier, som vi rigtig gerne vil drage fordel af,” siger Sasia.

Sasia har været ansat hos Randers Kommune siden 2013 og er nu ansat som sekretariatschef for Social og Arbejdsmarked i Randers Kommune. I den tid har hun arbejdet med rigtigt mange studiejobbere.

Sasia uddyber med, at hun jo godt er klar over, at de studerende først og fremmest skal kunne fokusere på deres studie:

”Vi forsøger, sammen med de studerende, at lægge en plan for hvilke dage, de kan arbejde og hvilke dage de skal have tid til at fokusere på deres studie. Det kan dog godt være, at disse skal genovervejes, når der er travle perioder på studiet såsom eksamensperioderne” fortæller hun.

Jonas Degn Henriksen

"Jeg følte mig virkeligt hurtigt velkommen og kunne mærke, at mine input blev værdsat," siger Jonas.

Jonas er 27 år og er i færd med at færdiggøre sin kandidat i statskundskab på Aarhus Universitet. Jonas har været studiejobber hos Randers Kommune siden januar 2024. Han har været enormt glad for at være hos Randers Kommune, da han allerede fra første dag blev mødt med åbne arme og en klar struktur, der gjorde opstarten gnidningsfri.

Den fleksibilitet han har oplevet hos Randers Kommune, har været en vigtig faktor ift. at balancere arbejdet med hans kandidatstudie. "Det har været nemt at balancere arbejde og studiet, da der har været stor fleksibilitet og mulighed for at rykke rundt på arbejdsdage, så man kunne få det hele til at gå op," siger Jonas.

Victoria Grøn Uhrenfeldt

"De første fire dage var strukturerede og planlagte, hvilket var fedt, da man så kunne nå at få en forståelse af det hele. Både opgaver, afdelinger og alt derimellem," siger Victoria.

Victoria er 23 år gammel og er kandidatstuderende i Politik og økonomi. Hun har været en del af Randers Kommune siden midten af februar 2025 efter en tur til Afrika, som var en del af hendes højskoleophold.

Victoria sætter pris på, at hun blev taget imod på en struktureret måde, der gjorde det nemmere at sætte sig ind i, hvilken arbejdsplads hun var blevet en del af.

"Det var rigtigt fedt, at jeg også fik lov til at byde ind på, hvilke opgaver jeg gerne ville prøve kræfter med. Jeg fik f.eks. lov til at arbejde med kodningsopgaver, fordi jeg selv bad om det," siger Victoria.

Seneste nyt

Nyheder