
Tilskud til foreningsudviklere skal styrke lokale fællesskaber i Randers Kommune
Byrådet i Randers Kommune har på tirsdagens byrådsmøde besluttet at styrke foreningslivet og skabe flere aktive fællesskaber i lokalområderne ved at give tilskud til ansættelse af foreningsudviklere.
Allerede fra efteråret 2025 kan foreninger ansøge om tilskud på mellem 25.000 og 100.000 kroner årligt til ansættelse af en foreningsudvikler. Dermed styrkes idrætsforeningernes forudsætninger for at tilpasse og igangsætte initiativer der f.eks. styrker frivillighed, organisering i forening, tværgående samarbejder samt inkluderer nye målgrupper i foreningslivet (som f.eks. parasport). Der ydes tilskud til ansættelsen i en toårig periode, og foreningerne skal selv medfinansiere.
Foreningsudviklerens opgaver:
- Rekruttering og fastholdelse af frivillige
- Udvikling og opstart af nye aktiviteter
- Inkludere nye målgrupper i fællesskabet
- Etablere samarbejde med lokale skoler
- At styrke organiseringen
- Igangsætte indsatser som har et sundhedsfremmende eller socialt fokus
Aktive lokalsamfund
De nye initiativer er en del af Randers Kommunes arbejde med at fremme aktive fællesskaber – i by og på land. Indsatsen forankres i Bevæg dig for livet.
Der afsættes samlet 1 mio. kr.:
700.000 kr. til ansættelse af foreningsudviklere i en 2-årig periode og 300.000 til at foreninger kan søge om min. 10.000 kr. til tiltag, der kan være med til at udvikle foreningen og understøtte frivilligheden. Foreningerne skal bidrage med mindst tilsvarende beløb som det ansøgte.
Afstemningsresultat
For stemte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Bo Vestergaard
Imod stemte Østbroen, Velfærdslisten og Enhedslisten