Tiltag for sikker skolevej ved Søndermarkskolen bliver permanente

Randers Kommunes Miljø- og teknikudvalg har på et udvalgsmøde besluttet at gøre trafikændringerne for en mere sikker skolevej på Skanderborggade ved Søndermarkskolen permanente. Tiltagene skal fortsat skabe en tryggere skolevej til Søndermarksskolen – særligt for cyklende og gående skolebørn.

”Evalueringen viser, at forsøget har haft den ønskede effekt. Der er færre biler på skolevejen om morgenen, trafikken glider bedre, og der er færre farlige situationer. Samtidig oplever både skolen og forældrene større tryghed. På den baggrund har Miljø- og teknikudvalget besluttet at gøre ordningen permanent,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget.

Forsøget har haft fokus på at øge trafiksikkerheden i morgentimerne, og det er lykkedes.

De permanente tiltag indebærer:

  1. Forbud mod indkørsel fra nord på hverdage kl. 7.30–8.30 (bus undtaget)
  2. Forbud mod parkering på østsiden af Skanderborggade på hverdage kl. 7.30–8.30

Ændringerne gælder på strækningen mellem Vorup Kirkevej og Søndermarksskolens indkørsel og skal give bedre plads og større tryghed for cyklister i myldretiden.

Gælder ikke i weekenden

Ordningen gælder fortsat kun 1 time om morgenen på hverdage. I weekender er der fri indkørsel og parkering hele døgnet.

Der vil også fortsat være forbud mod standsning på vestsiden af Skanderborggade. Dette gælder 7.30-16.00 på hverdage, lørdage samt søn- og helligdage.