
Trivsel og samarbejde i fokus på arbejdsmiljøkonference
Ledere, tillidsvalgte og arbejdsmiljørepræsentanter var samlet til en eftermiddag med viden, dialog og inspiration om arbejdsmiljø i en tid med forandringer.

Torsdag den 6. november var ledere, tillidsvalgte og arbejdsmiljørepræsentanter fra hele Randers Kommune samlet til arbejdsmiljøkonference under overskriften “Trivsel i en forandringstid”. Konferencen blev afholdt af Hovedudvalget og satte fokus på, hvordan vi som organisation kan styrke trivsel og samarbejde, når forandringer er en del af hverdagen.
Dagen blev indledt med velkomst ved HR- og personalechef Maria Schou og åbning ved formandskabet i Hovedudvalget, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og næstformand Karsten Krogh Madsen, FTR for BUPL. Her blev der sat ord på vigtigheden af fælles indsatser og dialog om arbejdsmiljø på tværs af hele kommunen.
Et af dagens første oplæg kom fra arbejdsmiljøkoordinator Lene Skjøtt, som præsenterede den kommende trivselsmåling, der udsendes til alle medarbejdere og ledere i november. Målingen dækker både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og skal understøtte lokale indsatser og skabe fælles retning.
Ledelses- og organisationskonsulent Mille Mortensen holdt oplægget “Sådan plejer det at være”, hvor hun satte fokus på arbejdspladskulturens betydning for trivsel og forandringsprocesser. Med afsæt i forskning og praksis gav hun deltagerne nye perspektiver på psykologisk tryghed og hvordan kultur kan udvikles og understøtte samarbejde, særligt når vaner og rutiner udfordres af forandringer.
Konferencen fortsatte med oplæg og dialog om lokale samarbejder, mindfulness som hverdagsværktøj og det gode samspil mellem ledere og tillidsvalgte under forandringer.















