
Valg til Folkeoplysningsudvalget
Foreninger og aftenskoler i Randers Kommune får nu mulighed for at få direkte indflydelse på udviklingen af det folkeoplysende område. Tirsdag den 20. januar 2026 afholder Randers Kommune valg til Folkeoplysningsudvalget for perioden 2026-2029.

Valget finder sted kl. 19 i administrationsbygningen på Laksetorvet 1, indgang C1, lokale D.2.58 i Randers C.
Folkeoplysningsudvalget spiller en central rolle på fritidsområdet og arbejder blandt andet med idræt, spejderarbejde, aftenskoler og andre folkeoplysende aktiviteter. Udvalget består af i alt 15 medlemmer, hvoraf en del vælges af foreningslivet, mens andre udpeges af Randers Byråd.
Ved valget skal der blandt de fremmødte vælges repræsentanter fra forskellige dele af det folkeoplysende område. Det drejer sig om to medlemmer fra den frivillige folkeoplysende voksenundervisning (aftenskoler), tre medlemmer fra det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde inden for idrætsområdet samt to medlemmer fra det øvrige børne- og ungdomsarbejde. Derudover skal der vælges ét medlem, som repræsenterer handicapområdet på tværs af aftenskoler og foreninger. Samtidig vælges der stedfortrædere for de valgte medlemmer.
Udvalget mødes som udgangspunkt fire til fem gange årligt og bliver blandt andet hørt i forbindelse med regler, tilskud og politikker på det folkeoplysende område. Herudover træffer udvalget beslutning om ansøgninger til udviklingspuljen og udpeger modtagere af hæderspriserne ”Årets leder” og ”Initiativprisen”.
Kultur- og Fritidsafdelingen udsender i december indbydelser til valget til de aftenskoler og foreninger, der i henhold til folkeoplysningsloven har modtaget tilskud og/eller fået anvist lokaler eller anlæg inden for de seneste 12 måneder. Det er udelukkende disse foreninger og aftenskoler, der har stemmeret ved valget. En liste over stemmeberettigede vil være tilgængelig i Kultur- og Fritidsafdelingen.
Aftenskoler og foreninger, som mener sig berettiget til at deltage i valget, men som ikke har modtaget en indbydelse, opfordres til at kontakte Kultur- og Fritidsafdelingen på telefon 89 15 10 70.



