
Valgtilforordnede i alle aldre sikrer en god valgdag i Randers Kommune
På valgstedet i Randers Badmintonhal spænder alderen bredt blandt de frivillige, der hjælper valget godt på vej.

På valgstedet i Randers Badmintonhal spænder alderen vidt blandt de valgtilforordnede, der i dag er med til at sikre et godt kommunalvalg for borgerne i Randers Kommune.
Den yngste på holdet er 19-årige Mia Klitgaard Jørgensen, som selv stemmer for første gang ved dette valg. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville bruge sin dag på at være med helt tæt på den demokratiske proces.
”Jeg har altid interesseret mig for samfundet, og det har været noget, vi snakkede om derhjemme. Og så har min mor været kommunalt ansat i både Randers og Viborg Kommune, så hun har været ude som valgtilforordnet, og der har hun altid snakket om, hvor godt det var. Så jeg tænkte, at det ville jeg også prøve, nu hvor jeg fik muligheden,” fortæller hun.
I den anden ende af aldersskalaen står Anni Larsen på 77 år, og som har mange valg bag sig – både som vælger og som valgtilforordnet. Når hun bliver spurgt, hvor mange gange hun har været valgtilforordnet, er svaret bare: mange.
For hende er det en tradition at være med, og hun sætter pris på at kunne bidrage med sin erfaring og møde mennesker fra kommunen.
”Jeg synes det er hyggeligt. Jeg har været i erhvervslivet i 40 år inde i Randers, og da jeg så gik på efterløn, tænkte jeg det kunne være rigtig sjovt at stadigvæk virke. Så kom muligheden for at være valgtilforordnet – og den greb jeg.”
Selvom Mia Klitgaard Jørgensen og Anni Larsen har forskellige erfaringer og indgangsvinkler, deler de samme motivation: at spille en aktiv rolle i demokratiet og sikre, at valget forløber så godt som muligt for alle, der kommer forbi.
