
Vestparkens nye faciliteter indvies med skolemanér
Elever fra to skoler testede QR-opgaver, løberuter og læringssteder, da Vestparken officielt blev taget i brug som nyt uderum for hele byen.

Vestparken i Vestbyen i Randers er blevet et endnu bedre sted at lære, lege og løbe. Onsdag formiddag blev de nye faciliteter i parken nemlig taget i brug til et stort skoletræf, hvor elever fra 4. klasse fra C. la Cours Skole og Hobrovejens Skole for første gang fik lov til at bruge parkens spritnye læringsmuligheder.
Med løberuter, QR-kodebaserede skoleopgaver og skilte med historiske fakta er Vestparken nu et fleksibelt lærings- og oplevelsesrum, som både børn og voksne kan få glæde af – også uden for skoletiden.
Dagen blev indledt kl. 10.00 med velkomst ved Louise Høeg, byrådsmedlem og formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.
”Vestparken er et godt eksempel på, hvordan vi kan skabe byrum, der både giver plads til bevægelse, fællesskab og læring. Jeg håber, at skoler, foreninger og borgere i alle aldre vil tage de nye faciliteter til sig og bruge parken endnu mere fremover,” siger Louise Høeg.
På dagen prøvede eleverne blandt andet kræfter med QR-opgaver, testede de fire løberuter i parkens kuperede terræn og oplevede, hvordan Vestparken rummer både et stort samlingssted til undervisning og mindre områder til boldspil og ophold.
De tiltag falder i den grad i god jord hos de elever, der deltog i indvielsen.
”Det har været en rigtig god dag. Jeg kan godt lide at finde rundt på et kort og finde posterne. Så det har været sjovt,” siger Hobroskolens 4. klasse elev Malte om indvielsen.
Dagen blev arrangeret af Kultur og Fritid i samarbejde med C. la Cours Skole.