Vi hylder social- og sundhedspersonalet

I dag er det fagets dag for social- og sundhedspersonale. I den anledning fejrer vi social- og sundhedspersonalet i Randers Kommune. De yder hver dag en kæmpe indsats og gør en stor forskel for mange af kommunens borgere.

Omdrejningspunktet i arbejdet som social- og sundhedspersonale er lysten til at gøre en forskel for andre – hele døgnet rundt, alle årets dage. Det er et arbejde med mange forskelligartede opgaver, blandt andet rehabiliteringsopgaver, sygepleje, koordineringsopgaver, personlig pleje, praktisk hjælp. Opgaver, som det kræver en bred faglighed og viden at løse.

Som social- og sundhedspersonale har man en omskiftelig hverdag, hvor mange arbejdsopgaver kræver, at man er god til samarbejde med både borgere, pårørende og forskellige fagligheder. Det er et job, hvor man skal være god til at bevare overblikket, og ikke mindst er det vigtigt, at man har gode medmenneskelige og relationelle egenskaber, når man skal hjælpe sine medborgere i svære livssituationer og med at tilrettelægge en meningsfuld hverdag.

Så et stort tillykke og en stor tak skal lyde til social- og sundhedspersonalet i Randers Kommune. Tak for den forskel, I gør hver dag. Og tak for jeres kæmpe indsats.