Foto © Korby Randers og Randers Kammerorkester fra et tidligere arrangement. Begge er med ved VoXperience 2025 for sammen med mange andre at hylde sangen og fælleskabet. Pressefoto fra VoXperience.

VoXperience: Randers vil summe til sangfestival

Randers flyder over med koncerter, sang og musikalske arrangementer i dagene 10.- 15. juni.

VoXperience 2025 byder på kendte sangere og musikere som Louise Fribo, Annette Heick og Ivan Pedersen. Blandt de 20 forskellige koncerter og arrangementer bliver der også en helt unik dobbeltkoncert med to af tidens fremadstormende danske popnavne; Bonad og Karoline Mousing, som begge har rødder i Randers. Festivalens gæster kan også opleve både kor- og fællessang, der er et af VoXperiences faste kendetegn.

"Selvom ugen byder på en række kendte solister, så opstår festivalens særlige udtryk i samarbejdet med de mange lokale kræfter, der på hver sin måde arbejder med sangens kraftfulde udtryk," siger Kristan Melchior Echwald, daglig leder for Sangkraft Randers
 

Sangoplevelserne rammer blandt andre Værket, Turbinen, Operaen, Underværket, Von Hatten, amfiscenen på Skovbakken, Kulturhuset i Randers, Station K i Langå og flere af områdets kirker. Programmet er en blanding af arrangementer med fri entré og arrangementer, der kræver billet.

Spilletider, steder og information om billetkøb fremgår af festivalens hjemmeside voxperience.dk


Sang forbinder fællesskaber
VoXperience 2025 har undertitlen Sangen Forbinder. I en tid med store konflikter og krige i verden, skal temaet sætte fokus på, hvordan sang og musik samler mennesker.
 

"Vi vil gerne skabe øget bevidsthed om sangens forbindende og forsonende kraft gennem festivalens aktiviteter. Samtidig skaber vi nye fællesskaber omkring sangen, der når ud til mange forskellige grupper af både rutinerede amatørsangere og ny-sangere," siger Kristian Melchior, og uddyber: "Det er både spændende og udviklende for de lokale sangere - børn, unge og voksne - at møde de etablerede miljøer, hvoraf mange aktører er deres forbilleder."


Bag festivalen står Sangkraft Randers; en selvejende institution med økonomisk støtte fra blandt andet Randers Kommune og Statens Kunstfond. VoXperience og Sangkraft Randers bæres desuden af kræfter fra blandt andre Randers Kammerorkester, byens organister, Randers Musikskole, Randers Bibliotek og Korby Randers.


Fakta om Sangkraft Randers
Sangkraft Randers er grundlagt i 2020. Det er en del af et bredt netværk af sangkraftcentre rundt om i hele landet. Gennem kvalitetsrige aktiviteter i skoler og kor fremmes sangen for både bredde og elite. Sangkraft Randers er knyttet til dynamiske sangmiljøer, som dagligt arbejder på at udvikle nye unge sangere. Læs mere på sangkraftranders.dk

Seneste nyt

Nyheder