Cykelhuset i Hornbæk er klar til brug
Den stod på kaffe og kage, borgmestertale og masser af fremmodte cyklister og krolfspillere, da det nye cykelhus i Hornbæk blev indviet torsdag eftermiddag.
På trods af regn og rusk dukkede både krolfspillere, skoleelever, politikere og en lang række af de involverede parter op til indvielsen af det nye cykelhus ved Randers Firmasport i Hornbæk. Blandt de fremmodte var borgmester Claus Omann Jensen, der holdt en tale, hvor han blandt andet kom ind på nogle af de formål, som huset vil få:
"Som cykelrytter er det rigtig rart at have et sted, hvor man lige kan få skyllet det værste skidt af cyklen, inden man triller hjemad. Eller man kan sidde og dampe af sammen og få en kop et-eller-andet, efter man har siddet ude på landevejen og trampet i pedalerne," sagde Claus Omann Jensen, som selv er en passioneret cykelrytter, inden han med et smil henvendt til den kommende borgmester, Torben Hansen, sagde:
"Sådan et kunne vi også godt bruge i Assentoft, hr. borgmester."