Reaktion på Budget 2026-29: Enhedslisten og Velfærdslisten sikrer specialskoler og lav husleje
Enhedslisten og Velfærdslisten har indgået aftale med Socialdemokratiet om, at de to lister ikke stemmer imod de ændringer, der følger af budgetaftalen. Til gengæld får de 9 mio. kr. til specialskolerne og sikrer, at den omkostningsbestemte husleje bevares.
Når Randers Byråd skal stemme om budgettet for 2026-2029, så stemmer Enhedslisten og Velfærdslisten ikke imod de ændringer, som følger af budgetaftalen. Den aftale har de to lister lavet med Socialdemokratiet. Til gengæld får Enhedslisten og Velfærdslisten et løft af specialskolerne på samlet 9 mio. kr. over de næste 2 år. Samtidig bliver den omkostningsbestemte husleje bevaret. Den var ellers i fare, fordi Venstre og andre partier på højrefløjen stillede som et ufravigeligt krav, at den omkostningsbestemte husleje skulle afskaffes. Den omkostningsbestemte husleje sikrer lejerne mod store huslejestigninger.
Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten udtaler:
"I en tid, hvor priserne stiger og stiger, og mange randrusianere derfor har svært ved at få det hele til at hænge sammen, vil det være helt forkert at gøre det dyrere at bo i Randers Kommune. Derfor var det helt afgørende for os at bevare den omkostningsbestemte husleje og dermed beskytte lejerne mod store huslejestigninger."
Henriette Malland, byrådsmedlem for Velfærdslisten udtaler:
"Når vi ser på de udfordringer, som børn, forældre og medarbejdere på specialskolerne står overfor, er det afgørende, at der tilføres ekstra midler. Vi har sikret det største løft til specialskolerne i Randers Kommunes historie. Det er helt nødvendigt som en reaktion på de mange nedskæringer, som specialskolerne er blevet udsat for."
Frida Valbjørn Christensen, byrådsmedlem for Enhedslisten udtaler:
"Vi er glade for, at vi sammen med Velfærdslisten har været med til at sikre en markant forbedring på specialskoleområdet. Det er en sejr for børnene, deres familier og medarbejderne."
Stemmer ikke for
Aftalen betyder ikke, at Enhedslisten og Velfærdslisten skal stemme for budgetforliget.
"Ved at undlade at stemme imod ændringerne beskytter vi lejerne mod store huslejestigninger og sikrer, at specialskolerne får et helt nødvendigt løft. Budgetforliget indeholder samtidig mange ting, som vi i Velfærdslisten ikke bryder os om. Der spildes mange millioner kroner på overflødige prestigeprojekter. Derfor kan vi ikke stemme for forliget," siger Kasper Fuhr Christensen.
"Det har været afgørende for Velfærdslisten, at de ændringer, vi undlader at stemme imod, ikke indeholder nedskæringer eller forringelser," siger Henriette Malland.
"Enhedslisten havde også gerne set et helt andet budget, hvor velfærd var prioriteret højere. Men det har desværre ikke været muligt," siger Frida Valbjørn Christensen.