Randers Fjord Stien
start på hovedindhold

Randers Fjord Stien

Turlængde: 32 km + rundture

8900 Randers C8930 Randers NØ8970 Havndal8983 Gjerlev JFladtFjord, å eller søSkov

Oplev Randers Fjords vilde skønhed til fods

Tag på opdagelse langs Randers Fjord Stien – følg de røde pile på en 32 km lang naturskøn vandrerute, der bringer dig hele vejen fra Randers by til Kattegat langs Randers Fjord. På turen kommer du tæt på vand, åbne marker, grønne skove og rigt dyreliv. 

Randers Fjord Stien kan med fordel startes på Justesens Plæne eller Tronholmen i Randers C eller i den anden ende ved Sødring Kirke.

  • Randers Fjord StienRanders Fjord Stien

I lodsernes fodspor

Den nye Randers Fjord Sti følger fjorden fra Randers til Kattegat og er en videreudvikling af det, der tidligere hed Lodsstien. Den giver mulighed for at gå i lodsernes fodspor. 

Når lodserne i gamle dage skulle tilbage til lodsstationen efter at have guidet et skib gennem fjorden, var de nødt til at gå - for det var før, der var noget, der hed tog, cykel og bil. Du kan vandre i lodsernes fodspor mellem indsejlingen til Randers Fjord ved Udbyhøj Nord og hele vejen til Randers Havn.

Roligt landskab og vilde fugle

På strækningen ved Albæk, Støvringgård og Mellerup oplever du fjordlandskabet, når det er allermest varieret. Her skifter udsigterne mellem åbne enge, levende hegn og rolige landsbyer, og flere steder åbner landskabet sig op med flotte kig ud over fjorden. Området er præget af både kulturhistorie og natur, og ruten byder på fredelige stier, hvor du kan nyde stilheden og det rige fugleliv.

Sødring Kirke og Sødringholm

Sødring Kirke ligger idyllisk ved herregården Sødringholm og fremstår som et markant pejlemærke i landskabet. Sødringholm er en historisk herregård med rødder tilbage i middelalderen, omgivet af smukke omgivelser, der afspejler områdets kulturarv. Herfra fortsætter ruten gennem det varierede fjordlandskab, hvor skovområder, diger og åbne vidder langs vandet skaber en naturskøn og afvekslende oplevelse.

Undervejs på stien er det muligt at gå disse rundture, som alle er markerede ruter:

  • Stierne ved Udbyhøj Nord (fire ruter markeret med sorte, grønne, blå og gule pile)
  • Øster Tørslev Kær og Hungstrup Skov (markeret med gule pile)
  • Sporet ved Albæk, Støvringgaard og Mellerup (markeret med gule pile)
  • Sporet ved Tronholmen, Skovholmen og Strømmen (markeret med gule pile)

Tronholmen, Skovholmen og Strømmen (syd for fjorden)

Sporet ved Tronholmen, Skovholmen og Strømmen bringer dig tæt på Randers by. Her går stien gennem bynatur og tidligere industriområder. Det er en sanselig afslutning – eller begyndelse – på Randers Fjord Stien, hvor kontrasten mellem by, natur og fjord smelter sammen.

Eller fortsæt turen på Gudenåstien