
Kirken
Sct. Clemens Kirke er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og Knud Erik Larsen. Kirkens placering er usædvanlig. Den ligger højt på en sydvendt skrænt, og kirkens korparti med de store vinduer vender mod syd, med udsigt over Gudenådalen.
Selve kirkerummet er femkantet, så kirken ligner et skib, der stævner ud i Vestparken. Sct. Clemens Kirke blev indviet i 1963.
Navn og bygningsstil
Kirkens navn stammer fra den middelalderlige Sct. Clemens kirke, som lå i Tårngade og blev revet ned i 1540. Kirken var indviet til de søfarendes skytshelgen, Sct. Clemens.
Sct. Clemens kirke er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og Knud Erik Larsen. Kirkens arkitektur tager udgangspunkt i, at den skal være funktionel. Sct. Clemens kirke´s placering på en sydvendt skrænt med udsigt over Gudenådalen er udnyttet på usædvanlig vis, idet kirkens korparti med de store vinduer vender mod syd (traditionelt vender kirker øst-vest med korpartiet mod øst). Fra kirkens indgang mod nord syner bygningskomplekset ikke af meget, men set fra syd skyder bygningens tre etager sig ud i Vestparken som en skibsstævn. Kirkerummet er øverst, nedenunder er kirkens krypt med menighedslokaler og under den igen en kælder.
Selve kirkerummet er femkantet, således at korpartiet med de 17 murpiller og vinduerne fra loft til gulv ender i en spids. Når man kommer ind i kirkerummet åbner kirken sig op mod Vestparken. Verdenen og himlen er Sct. Clemens kirkes altertavle.
Bygningsmaterialet er både udvendigt og indvendigt gule mur- og teglsten, og træværket er af fyrretræ.
Det fritstående 14 meter høje klokketårnet, som er forbundet med kirken, står som en slags indgangsportal til Vestparken.
En tilbygning, Clemenshuset, med menighedslokaler og konfirmandstuer tegnet af arkitekttegnestuen Buhl og Klithøj blev indviet i 1984. Tilbygningen blev atter ombygget i 2005 af Exners Tegnestue og udvidet med kontorer for kirkens personale.
Sct. Clemens kirke er en aktiv bykirke, som udover gudstjenester og kirkelige handlinger har aktiviteter og arrangementer for alle aldersgrupper.
Du kan finde oplysninger på kirkens hjemmeside: www.sct-clemens.dk
Fakta om kirken
- Sct Clemens kirke er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner, som stammer fra Randers,
og Knud Erik Larsen. - Clemens kirke blev indviet i 1963
- Korset på alteret er lavet af guldsmedeparret Helga og Bent Exner.
- Døbefonten er en middelalderlig døbefont fra slutningen af 1500-tallet.
- Kirken er navngivet efter helgenen Sct. Clemens, som var pave i Rom fra år 90-97 e. Kr.


Alteret står frit

Alteret er lavet af tre plader betonstøbt knust norsk marmor. Det er fritstående, så man kan sidde og gå hele vejen rundt om alteret.
Glasmosaikken i centrum af alteret er fra 1969 og er lavet af Knud Lollegård.
Mosaikken er en abstraktion over alfa og omega, der skal symbolisere, at Kristus er både begyndelsen og slutningen.
På hver side af alfa og omega kan man se J og C for Jesus Cristo.
Krusefiks med sjov historie

Der knytter sig en lille anekdote til korset på alteret. Det er lavet af guldsmedeægteparret Helga og Bent Exner og er et sølvkors med udsmykning på forsiden af den sejrende Kristus med krone på hovedet.
På bagsiden er udsmykningen 18 små billedfelter med emalje. De symboliserer hver især ting og begivenheder fra Jesu liv og gerninger. Det ene felt har en lille sjov historie. Exners havde fundet motiver til de 17 felter, men manglede det sidste.
For adspredelsens skyld tog de en aften, sammen med Bents bror, Johannes og Inger Exner, til koncert på Clausholm Slot, hvor cellisten Erling Bløndal Bengtsson spillede. Der fandt arkitekterne deres motiv: englen, fremstillet med en cello.
Døbefont med alder

Døbefonten er skænket af Randers Bymuseum og er en middelalderlig døbefont fra slutningen af 1500-tallet.
Den er hugget ud af granit med kors som udsmykning. Foden manglede, så den står nu med en stålkonstruktion som fod. Der er ikke noget dåbsfad. Vandet til dåb hældes op i selve kummen, som man gjorde før reformationen.
Dog bliver dåbsbørnene ikke dyppet helt, som de gjorde på den tid, men nøjes med overøsning af vand på hovedet, som det er kutymen i dag i den reformerte kirke.
Kirkebyggerne Inger og Johannes Exner
Sct. Clemens kirke blev Inger og Johannes Exners første i en lang række af kirkebyggerier og restaureringer af kirker.
De har selv forklaret deres opbygning af Sct. Clemens Kirke med, at parken og naturen omkring kirken fik dem til at bryde med det normale kirkebyggeri, dvs. de lukkede kirker, hvor koncentrationen vender indad. Ved at sætte glas i hele gavlen åbnede Exners kirken ud mod verden. Her, hvor man normalt ville forvente en altertavle, fik menigheden fra deres bænke udsigten over hele parken og byen.
Hvem var Sct. Clemens?
Sankt Clemens var Pave i Rom fra 90-97.
Han døde ifølge legenden som martyr og blev efterfølgende anset som skytshelgen blandt søfolk, hvilket danner baggrunden for hans status som skytshelgen for Aarhus. Aarhus domkirke er også en Clemens kirke.
Legenderne beretter, at han blev forvist til Krim, da han nægtede at ofre til de hedenske guder. På Krim udførte Clemens mirakler og omvendte mange hedninge til kristendommen. Det gjorde den romerske kejser rasende, og Clemens led martyrdøden ved at blive kastet i Sortehavet med et anker bundet om halsen.
Legenderne fortæller videre, at Guds engle gravlagde helgenen i en prægtig sarkofag på havets bund, og hvert år på Sankt Clemens' dag, den 23. november, trak havet sig tilbage, så de kristne kunne valfarte til helgengraven. Ankeret blev naturligvis Clemens' attribut, og derfor tog særligt de søfarende Sankt Clemens til sig.
Herfra stammer en anden legende. Det fortælles, at vandene i Sortehavet én gang om året trak sig tilbage, så de troende kunne bygge et kapel til Sankt Clemens relikvier og dernæst hvert år gå derned i procession, når de blot sørgede for at komme op, inden vandene igen lukkede sig. En gang var der en lille dreng, som ikke kom op i tide. Men året efter, da vandene atter trak sig tilbage, fandt man drengen i god behold i Sankt Clemens gravkapel på bunden af havet.
Sct. Clemens sogn og kirkens grundsten
Sct. Clemens sogn blev i starten af 1950´erne udskilt fra de 2 sogne med kirkerne Sct. Mortens kirke og Sct. Peders kirke. Grundstenene til Sct. Clemens kirke blev lagt 25. november 1961.
Den første grundsten i kirkens krypt er en granitkvadre, der stammer fra Randers ældste kirke, den første Sct. Clemens kirke, der blev nedrevet i 1540.
Den anden grundsten er en munkesten fra Sct. Mortens kirke, og den tredje grundsten en mursten fra Sct. Peders kirke. Den færdige kirke blev indviet 8. september 1963.