Grensten Kirke Runesten

8870 LangåFortidsminde

Startkoordinater i Google Maps: 56.420747, 9.924049

I Grensten Kirkes våbenhus står en stor, flot og næsten intakt runesten i rødlig granit. Stenen er flyttet gentagne gange og omtales første gang i 1627, hvor den lå udenfor den daværende kirke. I 1842 flyttedes stenen til kirkegårdsdiget, hvorfra den i 1899, efter indvielsen af den nuværende kirke i 1885, blev flyttet endnu engang til sydsiden af tårnet. Her stod runestenen frem til 1982, hvor den fandt sin endelige plads i våbenhuset. Hvor runestenen oprindeligt blev rejst for ca. 1.000 år siden vides ikke. Måske stod den ved en endnu ældre træbygget kirke i vikingetiden eller ved en af områdets, nu for størstedelen, sløjfede gravhøje.

I engen i Gudenådalen syd for Grensten er også fundet spor efter en oldtidsvej mod Ørum syd for Gudenåen. Måske var her også et brosted i vikingetiden – et oplagt sted at opstille en runesten, som skulle ses og mindes af mange. Den næsten 1,5 m høje runesten dateres til yngre vikingetid år 970 – 1020.

Den komplette og velproportionerede runetekst på Grensten-runestenen siger oversat til old- og nudansk:

"Tōki smiðr rēsþ[i] stēn þessi æftiR Rifla/Ræfla, sun Ǣsgis BiarnaR sonaR. Guð hialpi þēRa sēlu."

”Toke smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørns søn. Gud hjælpe deres sjæl.”

Fotografi © Roberto Fortuna, Nationalmuseet

I runestenens højre side over det 5. runebånd afsluttes teksten med et flot spiralornament. Teksten er indhugget i såkaldt parallelordning od læses fra nedre venstre hjørne og opover af hvert runebånd. Hvert runebånd indledes med et skilletegn, formentlig for at skabe en flot ramme for indskriften. Skilletegnene består af to punkter eller to lodrette streger over hinanden, undtagen i første runebånd, som afsluttes med et kryds.

Det er bemærkelsesværdigt at runeteksten nævner hele tre slægtled: Revle som stenen rejses til minde over, hans far (uden navn) og farfar Eske Bjørn. Samtidig møder vi stillingsbetegnelsen ”smed” på Toke, som rejste stenen, uden at vi dog ved om Toke smed var i familie med Revle. Ordet ”smed” nævnes på i alt fire danske runesten og smeden var sikkert en højt agtet mand i vikingetiden. Runetekstens afslutning: ”Gud hjælpe deres sjæl” som genfindes på omkring 10 danske og skånske runesten, viser også, at Toke smed var en kristen mand. Vikingetidens smed skal dog, modsat nutidens snævre stillingsbetegnelse, som metalhåndværker, opfattes bredere, som en håndværker eller kunstner.

Ved Hørning syd for Århus rejste Toke smed endnu en runesten og endnu Lundagårds-runestenen i Lund i Sydsverige nævner Troels som en anden af Eske Bjørns sønner og åbner dermed lidt op for vikingetidens store familiære univers.

Adgang

Adresse: Grensten Kirke, Byvej 2, 8870 Langå.

Faciliteter: Offentlig P-plads ved kirken ud til Grenstenvej Offentligt toilet ved kirken. Afstand til fortidsminde: 50 meter.

Kørselsvejledning:
Grensten Kirke ligger i den lille landsby Grensten ca. 8 km sydvest for Randers Fra Randersvej (rute 525) mellem Langå og Randers følges skiltning ad Grenstenvej til Grensten. Kirken ligger først for på højre side af vejen ved ankomst til byen.

Kirken er åben alle dage fra kl. 8-16 og når graver arbejder på kirkegården eller efter aftale. For aftale om åbning kontakt graver Kenneth Hou Nielsen.