Sådan virker Fritid For Alle

En kommunal brobygningsindsats, der sikrer børn og unge adgang til et aktivt fritidsliv.

Fritid For Alle hjælper børn og unge i udsatte positioner i gang med fritidsaktiviteter i foreningslivet. Vi samarbejder med forældre, fagpersonale og foreninger – med fokus på trivsel, fællesskab og fastholdelse.

Formål

Fritid For Alle er Randers Kommunes brobygningsindsats for at sikre, at børn og unge får adgang til et aktivt fritidsliv. Vi arbejder for at udligne sociale uligheder og skabe adgang til meningsfulde fællesskaber gennem foreningslivet. Indsatsen understøtter trivsel, sundhed og deltagelse – og skal bane vejen for varig tilknytning.

Målgruppe

Vi støtter børn og unge mellem 0 og 25 år, som:

  • Ikke deltager i fritidsaktiviteter
  • Kommer fra familier med økonomiske, sproglige eller sociale barrierer
  • Har en diagnose eller handicap, som gør det svært at starte op selv
  • Er i kontakt med skole, dagtilbud eller en anden fagperson vedr. barnets trivsel

Hvad tilbyder vi?

Hvordan henviser man?

Fagpersonale, forældre og andre voksne tæt på barnet kan tage kontakt. Vi anbefaler, at man bruger vores henvisningsformular – eller kontakter os direkte for sparring.

Samarbejde med fagpersonale

Indsatsen bygger på tæt samarbejde med skoler, dagtilbud, sundhedspersonale og socialrådgivere. Fagpersoner spiller en nøglerolle i at spotte og motivere de børn, der har brug for støtte – og vi klæder dem på med materiale, sparring og dialog.
Vi tilbyder også oplæg og præsentationer til teammøder.

Strategisk ramme

Fritid For Alle er en del af Randers Kommunes samlede indsats for børn og unges trivsel og deltagelse. Projektet understøtter mål, bl.a. om sundhed, fællesskab og lighed i muligheder. Det bidrager til en forebyggende og tværgående tilgang, hvor skole, fritid og familie tænkes sammen.
Samtidig er indsatsen forankret i Kultur- og Fritidspolitikken og i kommunens samarbejde med civilsamfundet.

Materialer og kontakt

Har du brug for flyers, info til forældre eller introduktion til ordningen, så hjælper vi gerne. Vi sender materialer eller kommer ud og præsenterer indsatsen.
Du er også velkommen til at kontakte os med spørgsmål eller ideer til samarbejde.