Ansøg om områdefornyelse inden deadline 15. juni

Landdistriktsudvalget skal i efteråret 2025 udvælge nye landsbyer til områdefornyelse. Interesserede byer inviteres derfor til at melde sig på banen.

Vil du være med til at udvikle din landsby?

Er udviklingen i din landsby gået lidt i stå eller trænger I til fornyelse og forskønnelse? Med en områdefornyelse kan der sættes skub i udviklingen, og jeres lokalområde kan få et ansigtsløft.

Interesserede landsbyer inviteres nu til at melde sig på banen. Indsend en kort ansøgning som beskriver hvorfor en områdefornyelse vil gøre en forskel i netop jeres landsby. Du kan både sende en ansøgning på vegne af din egen landsby, i fællesskab med nabolandsbyerne eller i en landsbyklynge.  

Landdistriktsudvalget og Randers Byråd udpeger i efteråret 2025 de landsbyer og områder, hvor der i de kommende år skal investeres omkring 15 millioner kroner til nye områdefornyelser.

Send en motiveret ansøgning

Vi skal modtage en motiveret ansøgningen der beskriver hvorfor I ønsker en områdefornyelse i jeres landsby.

Det må max. fylde en A4-side og skal indsendes til plan@randers.dk senest 15. juni 2025.

Der er ingen formelle krav til ansøgningen, men ansøgningen må gerne indeholde en beskrivelse af jeres motivation, det lokale engagement og hvorfor landsbyen har brug for fornyelse og forskønnelse. I ansøgningen kan I både nævne landsbyens styrker, men også gerne de udfordringer I har.

Her er 3 gode råd til at skrive en motiveret ansøgning:

  • Undersøg om borgerforeningen eller lokalrådet vil bidrage til ansøgningen, eller inddrag dine medborgere på anden vis.
  • Tænk på hvad der vil være til gavn for hele landsbyen og lokalområdet.
  • Undersøg om din landsby har en lokal udviklingsplan, helhedsplan eller strukturplan, hvor du kan finde inspiration til ansøgningen.

Hvad er en områdefornyelse?

En områdefornyelse er en helhedsorienteret indsats, hvor kommunen i samarbejde med lokalsamfundet, fremmer bosætnings- og levevilkårene i landdistrikterne. Områdefornyelser gennemføres i områder som har en flerhed af væsentlige udfordringer eller hvor der er behov for bymæssig udvikling.

Områdefornyelserne kan omhandle:

  • Forbedringer på torve, pladser og grønne arealer
  • Anlæg af mødesteder og udendørs opholdsarealer
  • Trafikale foranstaltninger, f.eks. forbedrede parkeringsforhold eller trafiksikkerhed
  • Kulturelle og boligsociale foranstaltninger, f.eks. indretning af lokaler til kulturelle formål eller sportslige aktiviteter
  • Klimatilpasning, f.eks. håndtering af regnvand
  • Borgerinddragelse og lokal forankring af projekter

Områdefornyelser kan IKKE omhandle:

  • Projekter der allerede er gennemført
  • Kommunale myndighedsopgaver, f.eks. udarbejdelse af lokalplaner
  • Udgifter til drift og vedligehold
  • Forsyningsinfrastruktur, f.eks. spildevand og fjernvarme.
  • Opkøb af grunde
  • Miljøbeskyttelse og naturgenopretning.

Se eksempler på områdefornyelser her: https://www.randers.dk/udvikling-by-og-land/byer-og-lokalsamfund/omraadefornyelse/

Kriterier og udpegning

Det er Landdistriktsudvalget og Randers Byråd der godkender nye områdefornyelser, og det er byrådet, der bevilliger penge til at gennemføre projekterne.  Det forventes at der kan udpeges 1-2 områdefornyelser afhængig af størrelse og omfang. Landdistriktsudvalget udvælger områdefornyelserne på baggrund af:

  • Demografiske udfordringer (boligsociale forhold, befolkningsudvikling, alderssammensætning og antallet af tomme boliger)
  • Graden af nedslidthed og forfald (nedslidte facader, tomme butikker, forladte og ubrugte arealer, hovedgader og gadekær med behov for forskønnelse)
  • Behov for nye fælles faciliter og mødesteder (indendørs mødesteder, grønne friarealer, kulturelle foranstaltninger, indretninger af lokaler til særlige målgrupper)
  • Mulighed for at understøtte udvikling af turisme og friluftsliv og områdets natur- og landskabsværdier
  • Mulighed for beskyttelse af områdernes kulturarv, herunder særlige bevaringsværdigebygninger og kulturmiljøer
  • Synergieffekter (øvrige større initiativer og indsatser, som en områdefornyelse kan understøtte).

En områdefornyelse varer typisk 3-5 år.  Randers Kommune er projektejer på områdefornyelserne. Kommunen faciliteter en demokratisk inddragelsesproces, varetager projektledelsen, budgetter og Regnskab.

Kontaktinformation:

plan@randers.dk

Tlf.: 29449850

1 / 10

Bevægelsesbane i Gjerlev

Bænk og stier i Gjerlev

Forsøgsprojekt i Bredgade

Klyngehuset i Albæk

Klyngehuset i Albæk

Fritidsfaciliteter i Langå

Legeplads i Langå

Lille plads med stole i Øster Bjerregrav

Ny legeplads for større børn i Øster Bjerregrav

Ny skolegård i Øster Bjerregrav