Randers Kommunes Arkitekturpris 2015

Det var to meget forskellige byggerier, der vandt Randers Kommunes arkitekturpris 2015, som altså blev til to priser. Enghøj Kirkes klokketårn er tegnet af Henning Larsen Architects mens Saint – Gobains lagerbygning er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.

Overlegent og dristigt

Om Enghøj Kirkes klokketårn skriver dommerne bl.a.: "Det er både overlegent og dristigt i sin konstruktion og dimensionering. Udformningen af trappe og reposer er optimeret på elegant vis, og i selve klokkerummet med de to klokker er krav til ringeanlæggets teknik og akustik kombineret på smukkeste vis med glamhuller og rummets dimensionering."

Baggrunden for at Saint – Gobains højlager fik en pris var bl.a. følgende udtalelser fra dommerne: "Lagerbygningen fremstår i et klart og enkelt formsprog og er nøje designet med repetitive lagerblokke, der tillader bygningen at vokse. Når mørket falder på lyser Logstar op gennem translucente paneler imellem lagerblokkene og fremhæver rytmen i facaden på en ny måde."

Se billeder af bygningerne nedenfor.

Rosende omtale

Randers Kommunes arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år, og i år var det ikke kun prisvinderne, der blev fremhævet. Også to andre arkitektoniske værker modtog rosende omtale for deres arkitektur. Der var dels den sidste tilbageværende bygning fra Thor Bryggeriet på Thors Bakke, som i dag huser Restaurant Flammen samt festsalen på Randers Statsskole. Begge byggerier er omtalt i rosende vendinger, og du kan læse hele omtalen af både de roste værker samt prisvinderne her.

Arkitekturprisen gives til projekter, som i særlig grad udmærker sig. De nominerede projekter omfatter bl.a. boliger, erhverv og restaurering af gamle bygninger. Dommerpanelet bestod i år af: 

  • Tom Danielsen fra arkitektfirmaet C.F. Møller
  • Marie Fenger Ehlers fra Kontur Arkitekter
  • Ebbe Marxen, formand for bevaringsudvalget
  • Christian Brøns, byrådsmedlem
  • Britta Pørksen, leder af planafdelingen i Randers Kommune

Enghøj Kirke

Saint Gobain

Bryggeriet Thor

Randers Statsskole