Et udsnit

Møbelcirklen - Når bæredygtighed og fællesskab går hånd i hånd

Vidste du, at brugte borde, stole og skabe fra kommunens egne institutioner får nyt liv i stedet for at ryge på lossepladsen?

Det sørger Møbelcirklen for. Og det gør de med både hænder og hjerte.

Bag Møbelcirklen står en gruppe engagerede medarbejdere, som hver dag samler brugte møbler ind, reparerer dem, og gør dem klar til nye arbejdspladser rundt i kommunen. Det er folk, der er i gang med at finde vej tilbage på arbejdsmarkedet – og samtidig gør de en kæmpe forskel for miljøet.

For hvert møbel, der bliver genbrugt, sparer vi både CO₂ og penge. Og vi undgår unødvendigt spild. Det er en helt konkret måde at gøre kommunen mere bæredygtig og socialt ansvarlig på. Og det virker: Siden starten i 2021 er der allerede sparet millioner i nyindkøb og skabt masser af meningsfuld beskæftigelse.

Et godt eksempel er, da Møbelcirklen skulle renovere et køkken i en kommunal bygning. I stedet for at købe nyt, gik de kreativt til værks med restmaterialer og skabte et køkken med både personlighed og bæredygtighed.

Billederne herunder viser, hvad de lavede:

  • Skabslågerne blev beklædt med rest-linoleum fra byens linoleumsforhandler, Eriksen.
  • Bordpladen er lavet af resttræ og ligeledes beklædt med rest-linoleum.
  • Små hylder er skabt af overskydende træ, der ellers skulle være kasseret.
  • Opslagstavlen er noget helt særligt: lavet af resttræ fra Tradium og polstret med pladevat og tekstilrester fra Innovation Living.

Resultatet? Et lidt anderledes, men virkelig fedt kommunalt køkken, der både sparer penge og skiller sig ud med kant og omtanke.

De sidste linoleumsrester blev ovenikøbet lavet om til unikke visitkort – nogle af dem blev købt tilbage af Eriksen selv. Intet går til spilde, og alt får nyt liv – præcis som det skal være.

Og det er ikke kun møbler, der får nyt liv. Da Jobcenteret skulle have nye ventelokaler, blev rummene malet med en helt særlig blanding: en ny, unik “hvid” lavet af overskydende malingsrester, samlet ind fra genbrugsstationen i Randers. Alt hvad der kunne samles ind af hvidt, blev blandet sammen og i stedet for at købe nyt, fik ventelokalerne en bæredygtig makeover med charme og kant.

Næste gang du sætter dig ved et “nyt” skrivebord, eller venter i et nyistandsat rum, så tænk på, at det måske er lavet af noget, der allerede fandtes. Genskabt, genbrugt og givet nyt liv af Møbelcirklen.

Før og efter billeder af det lille tekøkken.

1 / 2

Før....

Og efter...