Kommuneplan
Kommuneplanen er den overordnede plan for al fysisk udvikling i kommunen.
Randers Byråd har på mødet den 28. oktober 2025 vedtaget Kommuneplan 2025, der fastlægger rammen for udviklingen i Randers Kommune i de næste 12 år. Kommuneplanen er digital, og du kan derfor nemt tjekke, hvad planen er i dit område.
På byrådsmødet den 28. april 2025 besluttede byrådet at sende forslaget til Kommuneplan 2025 i offentlig høring. Herefter kunne alle komme med bemærkninger til planen, der skal beskytte og udvikle kvaliteterne i Randers Kommunes byer, landskab og natur.
Ny hovedstruktur
Der er indarbejdet en ny hovedstruktur i Kommuneplan 2025. Denne består af en samskrivning af retningslinjerne Randers Regionalt, En helhed – seks karakterområder, Bymønster og Grøn struktur. Hertil er Planstrategiens vækstretninger tilføjet.


Som følge af revisionsbeslutningen i Planstrategi 2022, har følgende temaer gennemgået større revisionsarbejde:
- Byer og byggeri
- Detailhandel
- Erhverv
- Vej og trafik
- Miljø og tekniske anlæg
- Kulturarv
Revisioner af de ovennævnte temaer har medført konkrete ændringer i tekst og kort på sider i kommuneplanen, hvilket er beskrevet nærmere i forandringsrapporten her. Øvrige afsnit er ajourførte jævnfør tilkomne politikker og lovgrundlag på de pågældende områder siden sidste kommuneplanrevision.
Forhistorie
Kommuneplanen skal ifølge planloven revideres hvert fjerde år. Sidste ordinære revision var således i 2025. Kommuneplanen revideres derudover løbende med tillæg. Planstrategi 2022 har dannet grundlag for Kommuneplan 2025.
Byrådet skal forud for næste ordinære revision, udarbejde og vedtage en planstrategi, som skal danne grundlag for den kommende revision af kommuneplanen - Kommuneplan 2029.