start på hovedindhold

Middelalderhistorie og bedre affaldssortering

Fra uge 43 vil Museum Østjylland få et unikt kig ned i den gamle middelalderby 3 meter under overfladen, når Randers Kommune etablerer nye, nedgravede affaldsbeholdere i Provstegade og Torvegade.

Indergårdene i midtbyen skal have bedre vilkår og færre affaldsbeholdere, der skal hentes ud gennem porte og indkørsler. Skraldebilerne skal køre mindre rundt på brostengader og trange veje. Der er mange gevinster at høste, og derfor tager vi nu hul på etableringen af en række nedgravede containerløsninger i midtbyen.

”Vi ser den nye løsning som en gevinst for midtbyen, hvor vi ved, at mange boligejere og -foreninger har efterspurgt den model, hvor vi fra kommunens side kan servicere og drive affaldsløsningen. Det giver mulighed for at få fjernet rigtig mange affaldsbeholdere fra gårdmiljøerne, samtidig med at kørslerne bedre kan tilpasses, så der ikke skal køre skraldebiler efter halvfyldte beholdere,” fortæller Frank Nørgaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget ved Randers Kommune.

 

Graver helt ned i historien

Museum Østjylland beskæftiger til hverdag ikke så meget med affald, men her bliver der også fulgt med i processen med stor forventning.

”Det er ikke så tit, at vi får mulighed for at komme så dybt ned i den gamle middelalderby, og netop her har vi store forventninger. Umiddelbart vest for udgravningen lå Vor Frue Kloster, der blev grundlagt i 1100-tallet. Vi ved, at der allerede inden klostrets opførelse var bebyggelse og håndværksaktiviteter i området, men hvor langt den ældste by strakte sig mod øst, ved vi endnu ikke. Samtidig håber vi at finde spor, der kan fortælle os mere om, hvilken betydning klostret fik for bebyggelsen i denne del af Randers,” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen, museumsinspektør ved Museum Østjylland.

Fundene fra udgravningen vil løbende blive undersøgt og interessante jordprøver soldet. Den proces kan følges på Museum Østjyllands sociale medier.

Affaldsnyheder