Demenskoordinatorer
Ingen må stå alene med demens. Demenskoordinatorerne i Randers Kommune er klar til at give en håndsrækning til personer med demens og deres pårørende fra første mistanke om demens og gennem hele forløbet.
Demenskoordinatorer er ofte din første kontakt med kommunen. De støtter dig, der har demens eller demenslignende symptomer og dine pårørende gennem den ændrede hverdag og de nye roller, som en demenssygdom kan føre med sig. De understøtter den størst mulige selvstændighed til at tilrettelægge livet og hverdagen, som I ønsker det, og hjælper, når nye behov for støtte og vejledning opstår.
Demenskoordinatorerne tilbyder desuden:
- Hjælp til udredning for demenssygdom
- Hjemmebesøg hos borgere – både dem, der ønsker demensudredning, og dem, der ikke gør
- Hjælp med at kontakte læge, visitation eller andet
- Vejledning, rådgivning og undervisning af dig og dine pårørende, bl.a. om sygdom og hjælp til at klare hverdagen
- Undervisning og vejledning til det plejepersonale, som eventuelt kommer i hjemmet
- Tæt kontakt til andre samarbejdspartnere
- Rådgivning om, hvordan hverdagen tilpasses på nye måder, f.eks. passende aktiviteter som motion og sociale fællesskaber.
Når livet ændres på grund af demens eller demenslignende symptomer, kan hverdagen gøres lettere ved at:
- tale åbent om de problemer, der opstår
- tage imod hjælp og støtte fra familie og venner
- så tidligt som muligt søge hjælp hos egen læge eller kommunens demenskoordinatorer
- gøre hverdagen forudsigelig og struktureret med passende aktiviteter som motion og sociale fællesskaber.
Kontakt demenskoordinatorerne
Du er altid velkommen til at kontakte den demenskoordinator, som hører til det område, du bor i, for at få en uforpligtende snak om jeres situation. Du kan se, hvilket område du bor i, ved at indtaste din adresse nedenfor.


