Forebyggelse af demens
Dit generelle helbred og din livsstil har en vis sammenhæng med risikoen for at udvikle demens. Få gode råd til, hvordan du lever sundt.
Der er mange ting, der kan føre til en demenssygdom, og der er stadig meget, vi ikke ved om demens. Noget peger dog i retning af, at dit generelle helbred og din livsstil har en vis sammenhæng med risikoen for at udvikle demens.
Derfor er det en god ide, at du lever sundt – også efter du har fået en demenssygdom eller demenslignende symptomer.
- Undgå rygning og for meget alkohol.
- Spis sundt og varieret.
- Hold dig fysisk aktiv. Forskning tyder på, at midaldrende og ældre, der er fysisk aktive, har en lavere risiko for at udvikle demens senere i livet.
- Undgå overvægt.
- Få tjekket blodsukker, kolesteroltal, blodtryk, syn og hørelse hos din læge. Ved at holde øje med disse ting kan du være med til at reducere nogle af de risikofaktorer, der kan medvirke til demens.
- Træn din hjerne med nye udfordringer og opgaver. Det er aldrig for sent at lære nyt. Din hjerne bliver mere robust, jo mere du bruger den, og så har den mere at stå imod med, hvis der skulle opstå sygdom. Har du forladt arbejdsmarkedet, er det ekstra vigtigt at holde hjernen aktiv og fortsat udfordre den.
- Deltag i sociale arrangementer. Socialt samvær er stimulerende for din hjerne.
- Oplever du tegn på depression, så søg læge.