start på hovedindhold

Offentlige undergrundsstationer

Du får mere plads i baggården og slipper for containervirvaret.

Flere ejendomme skal nu tilknyttes én af de offentlige undergrundsstationer, når de skal aflevere deres husholdningsaffald: madaffald, restaffald, metal, glas og hård plast samt papir og pap.

Ordningen er obligatorisk for alle private husstande inden for 75 meter målt fra opgangsdør til undergrundsstationen.

Hvad nu hvis vi gerne vil være med, men bor længere end 75 meter fra den offentlige undergrundsstation?

Private husstande samt erhverv i midtbyen, der ligger mere end 75 meter fra en offentlig undergrundscontainer er meget velkomne til at være med. Det vil dog kun være muligt efter en konkret vurdering. Du kan kontakte affaldskontoret for at høre nærmere om mulighederne.

Derfor satser vi på undergrundsstationer

Randers står overfor en vigtig opgave: Byen skal fysisk og mentalt forandres, for en mere velfungerende by. Et af tiltagene er flere undergrundsstationer, så vi får et affaldshåndtering, der både tager hensyn til miljøet, borgerne og byens æstetiske udtryk.

De nye løsninger gør det nemmere for borgerne at sortere, frigiver plads i bybilledet og forbedrer arbejdsmiljøet for vores renovationsmedarbejdere. Samtidig reducerer vi risikoen for lugtgener og skadedyr, så vi får et mere indbydende byrum.

Fordelene – derfor gør vi det

Bedre sortering og mere genanvendelse

  • Med undergrundsstationer kan vi tilbyde borgerne en langt nemmere og mere effektiv affaldssortering – også i det offentlige rum, hvor der i dag mangler muligheder.
  • Vi opstiller miljøskabe vi nærheden af stationerne, så borgerne også kan komme af med farligt affald på en sikker måde.

Mere plads og pænere byrum

  • Undergrundsløsningerne frigiver værdifuld plads i gårde og på gang- og vejarealer, da affaldet samles strategisk ét sted.
  • Den store kapacitet i under jorden betyder, at løsningen fylder langt mindre over jorden og fremstår mere diskret og æstetisk.
  • Færre renovationsbiler i midtbyen - færre trafikgener og mindre co2-udledning

Mindre lugt og færre skadedyr

  • Når affaldet opbevares under jorden, hvor temperaturen er lavere, reducerer vi både lugtgener og risikoen for skadedyrsbesøg – særligt i sommermånederne.

Bedre arbejdsmiljø

  • Skraldemændene slipper for at håndtere tunge sække og uhensigtsmæssige løsninger.
  • Undergrundscontainerne tømmes ved hjælp af kran, hvilket giver sikrere, sundere og mere effektive arbejdsgange.

Hvad får jeg ud af det?

Selvom du måske får en smule længere til undergrundsstationen, så er der også nogle fordele for dig:

  • Det kan blive nemmere at parkere bil og cykler, når de ikke skal konkurrere om pladsen med en masse affaldsbeholdere.
  • I får mulighed for at etablere lege- eller spiseområder for beboerne i jeres opgang. Husk at snakke med ejendommens ejer, før I gør noget.
  • Det vil give plads til flere grønne områder. Det kunne eksempelvis være plads til frugttræer eller frugtbuske til glæde for beboerne - igen snak med ejeren af ejendommen.
  • Fjernelse af affaldet i baggården betyder et renere nærmiljø og uden lugtgener fra affaldet.
  • Mindre risiko for rotter.
  • Vicevært eller affaldsansvarlig skal ikke længere sørge for oplåsning af port, snerydde eller glatførebekæmpe i forbindelse med tømninger.

Når du benytter den offentlige undergrundsstation

  • Du skal selvfølgelig stadigvæk sortere dit affald i de forskellige typer: restaffald, madaffald, papir og fraktionen metal, glas og hård plast.
  • Affaldet skal i containeren, og må ikke stilles på jorden eller rundt om containeren.
  • Du kan kun aflevere husholdningsaffald. Storskrald og andet affald skal afleveres som vanligt, enten via storskraldsordningen eller afleveres på én af kommunens fire genbrugspladser.

Sammen holder vi Randers pæn og ren

Undergrundsstationerne er en fælles løsning for hele byen, og vi skal sammen holde områderne rene og indbydende. Affald må derfor ikke stilles ved siden af stationerne – heller ikke hvis en container er fuld. I stedet må du meget gerne benytte en anden offentlig undergrundsstation i nærheden.

Har du storskrald, møbler eller andet større affald, skal det fortsat afleveres via storskraldsordningen eller på en af kommunens genbrugspladser. På den måde undgår vi rod, lugtgener og skadedyr, og vi kan sammen skabe et pænere og mere indbydende byrum for alle.

Her finder du de offentlige undergrundscontainere

Der er flere stationer er på vej

Udbygningen af de nedgravede undergrundscontainere fortsætter i de kommende år. Flere steder i byen er allerede udpeget til nye stationer, så endnu flere borgere får nem adgang til moderne og effektiv affaldssortering tæt på deres bolig.

Med de kommende løsninger kan vi skabe en mere ensartet affaldshåndtering, samtidig med at vi forbedrer byrummet og gør det lettere at sortere korrekt i hverdagen. Målet er, at endnu flere områder får glæde af fordelene ved undergrundsstationer– mindre rod, færre lugtgener og mere plads i bymiljøet.

Priser 2026

Prisen i 2026 for at anvende undergrundsstationen opkræves som et boligbidrag og udgør 947 kr. inklusive moms pr. boligenhed pr. år. Det dækker håndtering af rest- og madaffald. Dertil kommer det nuværende boligbidrag, der udgør 899 kr. inklusive moms pr. boligenhed pr. år for indsamling af genbrug samt bidraget 690 kr. inklusive moms pr. boligenhed pr. år for brug af genbrugspladserne.

Hvis du er erhvervsdrivende ...

Erhverv kan tilmeldes, hvis affaldsproduktionen er svarende til en almindelig husstand i art og mængde.

Se priserne for erhverv. Erhverv ikke kan benytte storskraldsordningen.

I stedet kan man som erhverv gøre brug af genbrugspladserne. Det kræver indkøb af et erhvervsmærkat.

Kontakt Affaldskontoret