Jeanne og Jens m. børnene
start på hovedindhold

Gode ting skal da ikke smides ud

Jens Peter og Jeanne har indrettet deres hyggelige hjem lidt uden for Randers med loppefund, arvestykker og ting de har bygget af materialer, som andre har kasseret. På den måde får boligen mere personlighed – og så giver det bare mening at sørge for at god kvalitet ikke bliver smidt ud.

Hylder der engang var trin på en trappe, et skrivebord med en fortid som dør – og en kommode der har fungeret som arkivskab på en arbejdsplads. Alt sammen er eksempler på ting, som man kan finde hjemme hos Jens Peter og Jeanne Schnejder Høgh og deres børn Erik på 2 år og Kirsten på 4 år.

”I bund og grund handler det om, at vi synes, det er ærgerligt, hvis ting, der ikke fejler noget, bliver smidt ud,” forklarer Jeanne og fortæller, at de af og til oplever, at familie og venner lige ringer til dem, inden de kører ting på genbrugspladsen.

”Især min mor er god til at sende billeder til os, hvis hun er ved at rydde op,” griner hun.

Det skal give mening

I 2017 flyttede parret ind i et parcelhus på landet et kvarters tid fra det centrale Randers – og mange af de ting, som familien har indrettet og renoveret deres bolig med, er enten genbrug, arvestykker eller noget som de med lidt maling og håndværksmæssig snilde har opgraderet til noget smukt og anvendeligt.

”Det er en spændende udfordring at se, hvad man kan få ud af materialer, som allerede findes – og så har de ting, vi omgiver os med jo kostet meget energi og CO2 at producere, så det giver jo rigtig god mening at undgå, at der skal produceres nyt,” siger Jens Peter, og Jeanne tilføjer: ”Det er også hyggeligt at få arvestykkerne frem i lyset. Jeg har f.eks. en lampe fra min mormor, som jeg er virkelig glad for.”

Men selvom familien helst vil give de ting, der allerede findes længere levetid, skal det skal også kunne hænge sammen i en travl hverdag med to små børn og arbejde.

”Det skal give mening. Vi køber altså også nye ting, og hvis vi mangler noget her og nu, så bruger vi ikke 100 år på at kigge i samtlige genbrugsbutikker for at finde det,” siger Jeanne.

Malede skabslåger

Indvendigt havde huset, som er fra 70’erne, brug for en kærlig hånd – og et af de første projekter som Jens Peter og Jeanne gik i gang med var køkkenet. Men i stedet for at suse ud og købe nyt, var de så heldige at få et tip om, at de kunne få en masse gratis elementer fra nogle køkkener, der skulle rives ned i Aalborg.

”Det var nogle lejligheder, som skulle efterisoleres og nulstilles indvendigt, hvilket betød at de her rigtig fine køkkener med kirsebærlåger skulle smides ud og igennem flishuggeren. Og det synes vi jo var synd,” fortæller Jeanne.

For at få køkkenelementerne til at passe til deres køkken, måtte nogle af dem justeres med lidt værktøj, men det endelige resultat blev godt – og i dag har familien et smukt og funktionelt køkken, som de er glade for.

”Lågerne malede vi med en farve, vi synes var pæn, og hvis vi bliver trætte af den, eller hvis det bliver for slidt at se på, kan vi jo altid male dem igen,” siger Jeanne og fortæller, at de fik rådgivning i et byggemarked, inden de malede lågerne.

”Damen i byggemarkedet troede ikke på at det holdt, men hun sagde, at nu fik vi den bedste grunder, som de havde. Jeg synes nu stadig, at det står ret pænt – også selvom det får nogle slag, når børnene leger herude.”

Det skal give mening - også i en travl hverdag. Så vi køber også nogle ting fra nye af.

Man kan bestille ting hos far

At Jeanne og Jens Peter godt kan lide at skabe noget ud af det, der allerede er, har 4-årige Kirsten også fundet ud af.

”Den har min far lavet,” siger Kirsten og peger stolt ud i haven, hvor der står en vippe – og Jens Peter forklarer:

”Hun ville meget gerne have en vippe, så jeg endte med at fælde, afbarke et træ, og så fandt jeg forskellige stumper og ting, jeg kunne bygge den med. Det tog lidt lang tid… især fordi træet skulle tørre, inden jeg kunne slæbe det om i haven.”

”Men det er også blevet lidt et blærerøvsprojekt for mig, for jeg synes, at det var lidt sejt, at det eneste nye, som jeg købte til den, var nogle spændeskiver, som kostede 16 kroner,” siger han.

Undgå at det bliver noget rod

Noget af det vigtigste for at komme i mål med projekterne uden at det bliver noget rod er at lægge en plan, siger Jens Peter.

”Når man arbejder med genbrugsmaterialer og bygger selv, er det virkelig godt givet ud at få ens tanker ned på papir, lave en tegning og huske at få skrevet målene ned på det hele. Det er nok derfor, at vi som regel ender med at få projekterne gennemført og bliver glade for dem,” siger han og Jeanne tilføjer, at det også er ret vigtigt at nyde processen.

”Vi synes begge to, at det er sjovt – og det er nok godt, for så har vi lyst til at gøre det igen.”

Tips og tricks

Tip 1: Tjek, om du kan købe ting brugt

Der er masser af steder i Randers og omegn, hvor du kan skaffe brugte ting til din bolig eller arbejdsplads. Se oversigten over genbrugsbutikker i kommunen her.

Tip 2: Overvej en reparation

Har sofaen eller en pude fået en flænge, kan du overveje om den kan repareres på en kreativ måde, f.eks. med et fint broderi eller en sjov lap.

Du kan også ombetrække dine stole eller male dem i en flot farve, hvis de er ser lidt slidte ud.

Hvis du ikke selv kan fikse det, som er gået i stykker, så find en fagperson, der kan. Mindre ting som en lampe, kan du f.eks. tage med til Repair Caféen på Randers Bibliotek

Tip 3: Tænk kreativt

Kribler det i dig for at købe nyt køkken, eller er du træt af din stue? Så prøv med en kreativ makeover. Mal køkkenlågerne, slib bordpladen og se, om du kan få nogle fede brugte vægfliser eller smukke greb.

Man kan også bygge en ret flot bænk af overskudsmaterialer som f.eks. gamle sengeborde eller gulvplanker. I stuen kan du flytte rundt på møblerne eller male en væg.

Du kan også upcycle smukke dåser eller porcelænsskåle med skår, så de bliver til fine plantekrukker. Billeder og rammer, som er blevet sat på loftet, kan tit få et nyt udtryk, hvis du hænger dem side om side i en gallerivæg.