
Nej, skrald hører ikke til i naturen
Et pengeskab og en kofanger er nogle af de mest overraskende ting, som Randers roklub har fundet i Gudenåen. Blandt de mere hyppige er øldåser og flamingokasser. Roklubben samler skraldet op, når de ser det – og opfordrer andre til at gøre det samme.
En smuk og diset morgen bryder to robåde Gudenåens blanke overflade.
”Der ligger en flamingokasse og flyder,” lyder det fra en af bådene, hvorefter den styrer ind mod sivene, og en af roerne får fat i kassen og trukket den ombord. Randers roklub er ude på en af deres ugentlig roture, og som sædvanlig, når de ser noget skrald, så samler de det op.
”Vi synes jo, at det er træls at se på og synd for vores fælles natur,” fortæller Vibeke Christensen, der er medlem af roklubben.
Skrald overalt
For roklubben giver det mening at gøre, hvad de kan for at holde området omkring Gudenåen rent. Bl.a. deltager de i affaldsindsamlingen ’Ren Natur’ – og når Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Ren Randers (Randers Kommune) afholder affaldsindsamlingsuge, er roklubben også med.
”Der går lidt sport i at få samlet så meget som muligt, når vi er med til affaldsindsamlingerne – og hvis vi alle sammen hjælper lidt til, så bliver det jo rarere at være her.”
I foråret var roklubben ude for at samle affald ind i forbindelse med affaldsindsamlingsugen, og selvom de ikke bevægede sig mere end 500 meter væk fra klubhuset, fik de samlet 9 store sække med skrald og en masse flamingokasser og plastikdunke.
”Jeg var ude på en rute, hvor vi roede ind i sivene for at samle sammen – og vi fandt alt muligt; sko, flasker og plastspande. Til sidst kunne jeg næsten ikke sidde i robåden. Der lå skrald overalt – både ved mine fødder og ude i siden,” fortæller Bettina Staun, der også er medlem af roklubben.
Et pengeskab og en kofanger
Noget af det mest typiske, som roklubben finder flydende i Gudenåen er ting som øldåser og flamingo. Inde på land ligger der tit poser fra fastfoodkæder, cigaretskod og snusposer og flyder.
”Et af de mest overraskende fund var nok, da vi fandt et køleskab, men vi har også fundet kontorstole og en kofanger fra en bil,” siger Vibeke Christensen og tilføjer: ”Det var også ret overraskende, da vi fandt et helt pengeskab… dog uden penge i.”
Hun peger på, at det er forskelligt, hvorfor affaldet ligger og flyder.
”Nogle gange er det bare noget, som er blevet tabt eller fløjet væk, men andre gange glemmer folk at tænke sig om. F.eks. er der tit pizzabakker og øldåser nede omkring vores klubhus,” siger Vibeke og fortæller, at hun sagtens kan forstå, at folk har lyst til at sidde nede ved vandet og spise pizza.
”Men det altså en god idé at rydde op efter sig selv.”
Ude på Gudenåen i robåden er der endnu engang skraldefangst. Det er en plastikpose, som ligger og flyder rundt i vandet. ”Kan du få fat i den?” lyder det.
”Ja, her kommer den. Godt set,” svares der, imens posen hives op i båden, så den kan ryge i en skraldespand på land.
Naturen er vores alles - så affaldet hører ikke til her...

Vil du give et ekstra ”snap” med at holde Randers ren?
Så kan du låne Ren Randers’ affalds-snappere på biblioteket. Hvis I er en forening eller en arbejdsplads, der vil gøre en fælles indsats en dag, men mangler udstyret, kan I kontakte Ren Randers på kommunikation@randers.dk.
Ren Randers er i øvrigt et projekt i kommunen, der har til formål at skabe et renere Randers både i vandet, byen og naturen.
Hvad sviner vi med i Randers?
· 62 % af de indsamlede stykker affald er skod fra cigaretter.
· 19 % er småt affald, f.eks. tyggegummi, papir, kapsler og snusposer.
· 19 % er større affald, f.eks. flasker, dåser, plastik poser og emballage fra fastfood.
Kilde: Hold Danmark Rents affaldsanalyse 2024 og Randers Kommune.