Etablering

Hvis du ønsker at etablere en ny olietank skal dette anmeldes til kommunen. Anmeldelsen skal indsendes senest 14 dage før etableringen.

Bemærk, at udskiftning af en eksisterende olietank betragtes som en nyetablering.

Det er vigtigt at anmelde etableringen til kommunen 14 dage før opstillingen af olietanken, da du ellers kan blive bedt om at flytte/fjerne tanken, hvis den er fejlplaceret.

Du må ikke selv foretage etableringen af en ny olietank. Tag kontakt til et sagkyndigt firma (VVS-firma eller smed). Hvis kravet om at etableringen skal foretages af et sagkyndigt firma ikke overholdes, er det ikke sikkert, at forsikringen vil dække ved en evt. forurening fra olietanken/anlægget.

Vejledning til selvbetjeningsløsningen "Etablering af olietank"

Du skal bruge MitID for at bruge selvbetjeningsløsningen.

Vi skal bruge følgende oplysninger:

  • Du skal angive olietankens placering på kortet.
  • Du skal angive, om olietanken er placeret nedgravet, overjordisk eller i opvarmet rum.
  • Du skal angive tankens indhold.
  • Du skal angive fabrikant, fabrikationsår, tankstørrelse samt etableringsdato.
  • Du skal angive kontaktoplysninger på ejer samt det sagkyndige firma, der udfører etableringen.
  • Du skal vedhæfte en tankattest.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive til natur@randers.dk.

Forventet sagsbehandlingstid er 14 dage, men i ferieperioder kan sagsbehandlingstiden være længere.

Værd at vide, når du skal etablere en olietank

Etableringen skal foretages af en sagkyndig tankinstallatør, dvs. en person eller firma der gennem  uddannelse er kvalificeret dertil (vvs-installatør eller smed). Det er ikke tilladt at etablere tanken selv. Tanken skal være typegodkendt, og der skal medfølge en tankattest. På tanken skal der være et mærkeskilt, der viser tankens alder, rumfang og type. Ejeren eller brugeren skal opbevare et eksemplar af tankattesten.

Tanken skal være korrekt korrosionsbeskyttet, afhængig af om den skal placeres udendørs eller i bygninger, der ikke er opvarmede, eller om den skal opstilles i et opvarmet rum (indendørs). C1-mærket olietanke skal opstilles indendørs i opvarmet rum, så den er omfattet af en opvarmet bygnings ydervægge. C3-mærket olietanke må opstilles udendørs eller i et uopvarmet rum.

Rørsystemet skal være typegodkendt, også hvis du skifter din gamle tank ud med en ny. Det er vigtigt at anmelde etableringen til kommunen 14 dage før opstillingen af olietanken, da du ellers kan blive bedt om at flytte/fjerne tanken, hvis den er fejlplaceret.

Som tankejer er det dit ansvar, at sikre dig, at dit olietanksanlæg overholder reglerne. Gør det ikke det, risikerer du, at din forsikring ikke vil dække oprensningen efter et oliespild.

Afstand til vandboringer

Tanken og tilhørende rørsystemer må ikke etableres indenfor en afstand af 50 meter fra indvindingsboringer til almene vandforsyninger og 25 meter fra andre boringer og brønde hvorfra der indvindes drikkevand.

Afstandskravet omfatter dog ikke overjordiske, indendørs anlæg under 6.000 l, med overjordiske rørsystemer, der ikke er indstøbte eller indmuret.

Nedgravede tanke og tilhørende rørsystemer må ikke etableres indenfor beskyttelsesområdet for grundvandsindvinding, som i Randers Kommune er fastlagt til 300 m fra vandværksboringer.

Bemærk, at hvis der er særlig risiko for forurening af grundvand, jord, undergrund eller nærliggende vandindvindingsanlæg, kan kommunen forbyde etableringen af tanken.