
Special Olympics 2028
Randers er vært for Danmarks største idrætsfestival for mennesker med udviklingshandicap og inviterer til fællesskab, inklusion og idrætsglæde i 2028.
I maj 2028 bliver Randers vært for Special Olympics Idrætsfestival, Danmarks største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap.
Mere end 1.200 idrætsudøvere fra Danmark, Island, Norge, Sverige, Finland og Grønland mødes i Randers til nogle dage fyldt med sport, fællesskab og gode oplevelser. Sammen med trænere, ledsagere, frivillige og pårørende bliver festivalen en fejring af idrætsglæde og fællesskab på tværs af landegrænser.
En festival for alle
Special Olympics Idrætsfestival er først og fremmest for deltagerne, men den er også for resten af kommunen.
Foreninger, frivillige, borgere og lokale fællesskaber får mulighed for at være med til at skabe en festival, hvor idrætten bringer mennesker sammen. Målet er at skabe gode oplevelser, nye møder og stærkere fællesskaber på tværs af alder, baggrund og forudsætninger.
Samtidig skal festivalen være med til at åbne døren til endnu flere fritidsfællesskaber for børn, unge og voksne med handicap eller særlige behov.
Find et tilbud til dig
Har du lyst til at være en del af et idrætsfællesskab?
I Randers Kommune findes en lang række aktiviteter og idrætstilbud for mennesker med handicap og særlige behov. Uanset om du er interesseret i motion, konkurrence eller socialt samvær, er der gode muligheder for at finde et tilbud, der passer til dig.



