
Den Vidunderblå Plads
Kl. 10-17: Det der til daglig er busterminal, bliver forvandlet til en festlig eventzone fyldt med kunst, musik, gadeteater og gode oplevelser for hele familien.
På den Vidunderblå Plads kan du tage en pause mellem hepperierne, mødes med familie og venner eller bare nyde stemningen midt i byen. Måske venter du på at heppe på mor, far, søn, datter eller gode venner ude på ruterne – eller måske vil du bare opleve den særlige stemning, som Royal Run bringer til hele byen.
Randers Teater har sammensat dagens program og står bag forvandlingen af busterminalen til et levende byrum fyldt med kultur, kunst og underholdning.
Navnet Den Vidunderblå Plads er inspireret af kunstneren Sven Dalsgaard, som kaldte sin særlige blå farve for "Vidunderblå". For ham symboliserede farven fantasi, muligheder og overgangen til en anden virkelighed. I Randers kendes farven blandt andet fra skulpturen Nøglen foran Værket – og netop den blå stemning flytter nu ind på busterminalen for en dag.
Fra formiddag til eftermiddag vil pladsen summe af liv.
På scenen kan du opleve
Kl. 11-12
Dagen begynder med musik og sceneliv, når Randers Teaters kor inviterer til koncert efterfulgt af Mek Pek, der indtager scenen og sørger for den gode stemning blandt børn og barnlige sjæle.
Kl. 12-14
Randers Musikskole inviterer til pop op-koncert på scenen med deres dygtige kvartet, der tidligere på dagen har spillet langs ruten fra en af byens balkoner. Efterfølgende underholder fire solister med hver deres vokale indslag.
Kl. 14-16
Senere på dagen kan du opleve ZANDER & KJELDSEN – En hyldest til Elvis. Duoen Zander Jakobsen (sang/guitar) og Morten Kjeldsen (guitar), kendt fra Zander & ZZ Riders, vil underholde med sange fra Elvis Presleys store repertoire. Med numre som "That's alright Mama", "Heartbreak Hotel", og mange flere af Elvis' udødelige hits, lover Zander & Kjeldsen en rockende oplevelse.
Om eftermiddagen fortsætter oplevelserne med jazz og swing, når Karoline Budtz indtager scenen med stemningsfulde toner og nærværende musik.
*OBS: Programmet er delt ind i tidsintervaller og er ikke et udtryk for, hvornår der præcist er underholdning på scenen
På pladsen kan du opleve
Den Vidunderblå Plads er i dagens anledning fyldt med musik og fællesskab, mens publikum kan nyde stemningen fra borde og bænke mellem foodtrucks og kunstoplevelser.
I samme tidsrum kan man også møde gadeteater på pladsen – blandt andet de imponerende giraffer fra det spanske kompagni Xirriquiteula, som bevæger sig gennem byen og skaber magiske øjeblikke for både børn og voksne.
Her kan publikum også opleve Maria Lexas farverige "KOSMOS Good Life"-optog, hvor cirkeldans, kostumer og bevægelse skaber et levende gadeteater midt på pladsen.
Løbende hele dagen kan publikum støde på gadeteater med de energiske performere fra Teater Beagles, der med forestillingen The Bodyguards bringer humor, fysik og publikumsinddragelse ud i byrummet. Derudover bidrager Dansk Rakkerpak med de finurlige og underholdende skøre strømere, som bevæger sig rundt på pladsen og skaber uventede møder med publikum.
Samtidig er der rig mulighed for at være kreativ, når børn kan hente materialer og lave deres egne festlige hårbånd – en aktivitet, der inviterer til leg og medskabelse og bidrager til den farverige og festlige stemning på dagen.
Kunst for hele familien
På Den Vidunderblå Plads kan du også besøge Randers Kunstmuseum, som inviterer inden for i kunstnerne Sven Dalsgaard og Per Nebles blå universer.
Her kan både børn og voksne male deres egen fisk, skabe et stort fælles nøgleværk og sende drømme ud i livet – samtidig med at man kan blive klogere på, hvorfor blå i Randers kaldes Vidunderblå.
... og bare rolig – selvom busterminalen bliver forvandlet til eventplads for en dag, kan du stadig tage bussen til Royal Run. Find information om transport og trafik.