
Rundt om i Randers
Ved Royal Run vil det summe af aktivitet og feststemning rundt om i byen. Langs ruterne vil der være heppezoner og underholdning, som skaber liv og stemning i hele byen og løfter oplevelsen for både deltagere og publikum.
Historiske både
Den Blå Chalup, som er blevet restaureret, vil hele dagen ligge mellem Randers Bro og cykelbroen lige foran Randers-bogstaverne. Chaluppen er bemandet med fuld besætning.
Kaagen, som er en rekonstruktion af de pramdragerpramme, der transporterede varer på Gudenåen tilbage i 1800-tallet, lægger til kaj ved siden af Den Blå Chalup.
Alle er velkomne til at kigge nærmere på de to både.
Aktiviteter på Slotspladsen
Randers Cityforening inviterer familier ind på Slotspladsen. Lige ved midtbyens legeplads og det nye familiehus kan I tage en velfortjent pause, mens børnene leger. I Familiehuset er der mulighed for at amme, skifte ble, tage en pause og trække lidt ind i roligere omgivelser.
På Slotspladsen kan I opleve:
- Sjove frisure med glimmer og sprayfarver ved frisør ÖZGE I tidsrummet 09.30-12.30
- Ballondyr med Marcus Skovfar i tidsrummet 11.00-13.00
- Familiebiler fra Pedersen & Nielsen – Kia EV5 og Kia PV5 Passenger.
Uanset om I er med til løbet, hepper på ruten eller bare nyder stemningen i byen, er Slotspladsen det perfekte sted at lande et øjeblik.
Star Wars kommer til Royal Run ved Kirkegade
Årets Royal Run passerer lige forbi SCI-FI-SHOP. Udenfor butikken vil cosplayers stå klar i dragter inspireret af blandt andet Star Wars-universet og andre fantastiske verdener.
Indenfor kan du gå på opdagelse i alt fra Star Wars-merchandise og samlerobjekter til Warhammer og Pokémon-spil.
Star Wars-universet er populært i Randers. Hvert år i april måned forvandles Arena Randers til Danmarks største Sci-Fi-messe - et mekka for science fiction, fantasy og popkultur, når SCI-FI-CON åbner dørene. På messen deltager tusindvis af fans i en weekend fyldt med foredrag, cosplay, shows, workshops og møder med skuespillere fra blandt andet Star Wars-universet.
Hyggeligt område på Kirketorvet
På Kirketorvet kan du opleve en festlig og stemningsfuld oase midt på Royal Run-ruten. Ved Sct. Mortens Kirke skaber Operaen Randers rammerne for et hyggeligt opholdsområde med musik, DJ's, borde og udskænkning i festligt pyntede omgivelser.
Elvis-stemning med amerikanerbiler
Memphis Mansion skaber stemning langs Royal Run-ruten. De holder primært til omkring Laksetorvet.
Fra højtalerne strømmer velkendte Rock'n'Roll-toner, og engageret speak løfter energien langs ruten og giver deltagerne et ekstra skub.
Samtidig udstilles ikoniske amerikanerbiler, og der sælges Highway 51 Diner-mad, der fuldender oplevelsen og bringer en bid af Memphis Mansion-kulturen helt tæt på.
Her er der mulighed for at samle kræfter eller bare nyde øjeblikket, mens løberne passerer.
Kæpheste i fri dressur på Justesens Plæne
At ride på en kæphest er blevet et stort fænomen over hele landet. I Randers er vi med på bølgen, og du kan opleve kæphesteridning og mærke fascinationen. Harridslev Rideklub har stor succes med ridning både på de firbenede heste og kæphestene. Måske har du mod på selv at prøve? Det er der mulighed for på Justesens Plæne langs med løbsruten.
Snackoplevelse fra Randers Regnskov
Uden for Randers Regnskov kan du kigge forbi en mini-dome, hvor der bliver mulighed for at få et indblik i nogle af regnskovens mange oplevelser og aktiviteter.
Her kan du blandt andet smage ristede melorme og andre insekter – en anderledes og proteinrig snackoplevelse – og høre mere om arbejdet med natur, klima og bevaring af regnskove.
Området bliver et hyggeligt stop på dagen, hvor både børn og voksne kan opleve lidt af regnskovens univers midt i stemningen omkring Royal Run.
... og meget mere rundt omkring i Randers
Vi ses!