
Træn Med
Er du nybegynder eller rutineret? Skal du løbe eller gå? Uanset hvad, så er du inviteret til at træne med os – både før og efter Royal Run.
Randers Kommune er vært for en række Træn Med-arrangementer. Alle kan træne med - også selv om du ikke deltager i den store motionsfest den 25. maj 2026.
Træn med på Rådhustorvet
Lørdag den 11. april fra kl. 11 til 13 inviteres du til at snøre løbeskoene og varme op til Royal Run, når der afholdes Træn med-arrangement på Rådhustorvet i Randers i samarbejde med Randers Cityforening og løbeklubben "Vi løber i Randers"
Formiddagen begynder kl. 11 med velkomst og fælles opvarmning med musik, hvor Fysio Danmark Randers står for at få pulsen op og kroppen gjort klar til løb. Undervejs kan deltagerne også få gode råd og sparring om træning fra fysioterapeuterne.
På torvet vil der være flere aktiviteter for både løbere og tilskuere. Djurslands Bank stiller op med et lykkehjul med præmier og serverer iskaffe til de fremmødte, mens en kreativ workshop giver mulighed for at komme i den rette stemning frem mod den store motionsfest i maj.
Deltagerne kan også møde medlemmer fra Veterangruppen Randers, som langs ruten står i uniform og inviterer til små militærinspirerede tests for dem, der har lyst til at prøve kræfter med en ekstra udfordring.
Alle kan være med til det lille byløb – også selv om man ikke deltager i Royal Run 2026 den 25. maj. Arrangementet henvender sig til hele familien, og alle er velkomne til at tage børn, bedsteforældre og naboer med til en aktiv og hyggelig formiddag midt i byen.
Træn med i maj
Søndag 10. maj, kl. 10-12, ved boldbanerne i Dronningborg, Udbyhøjvej 191, 8930 Randers. Arrangementet sker i samarbejde med Move Randers
*Til Træn Med-arrangementer kan der blive taget fotos og video til omtale af Royal Runs bevægelsesindsatser på Royal Run, Træn med-værternes, DIF, DGI, Dansk Atletik samt organisationernes medlemsforeninger og værtskommunernes sociale medier, i nyhedsbreve, deltagerkommunikation (herunder e-mails) og på hjemmesider.
















