Om beskyttelseslinjer
Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om bygge- og beskyttelseslinjer skal sikre, at det nærmeste omgivelser ved kyster, søer mv. friholdes fra bebyggelse eller andre indgreb.
Bygge- og beskyttelseslinjerne henviser til naturbeskyttelseslovens §§ 16-19. Formålet er at beskytte søer, skovbryn, fortidsminder og kirker, så de også i fremtiden vil fremstå som markante landskabselementer. Samtidig skal de beskytte naturområder, der har stor værdi som levested og spredningskorridor for dyr og planter.
Ønsker du at placere bebyggelse, campingvogne, skure, hegn, beplantning eller ændre på terrænet og lignende kræver det en dispensation, hvis du er indenfor:
- 150 m fra søer og vandløb
- 300 m fra skove
- 100 m fra fortidsminder
- 300 m fra kirker.
Hvis der er mulighed for en alternativ placering af det ansøgte sådan at bygge- og beskyttelseslinjen respekteres, så kan der ikke meddeles dispensation. Selvom der ikke er mulighed for en alternativ placering, f.eks. fordi hele ejendommen er omfattet af bygge- og beskyttelseslinjer, er det ikke ensbetydende med, at der kan meddeles dispensation.
Mange projekter kræver udover en dispensation fra bygge- og beskyttelseslinjerne en landzonetilladelse.
Bygge- og beskyttelseslinjerne i Randers Kommune kan ses på webkortet.