Kørekort-app
Kørekort-appen er et frivilligt supplement til dit fysiske kørekort og fungerer som gyldigt kørekort i Danmark.
For at kunne oprette dig i kørekort-appen skal du have 4 ting klar:
- MitID
- gyldigt dansk kørekort
- gyldigt pas eller ID-kort
- smartphone.
Du kan downloade kørekort-appen fra App Store eller Google Play, hvorefter du kan starte oprettelsen i appen. Undervejs skal du scanne dit pas eller ID-kort med din telefon. Følg instruktionerne i appen. Første gang du opretter dig i appen, skal dine kørekortoplysninger indhentes fra kørekortregisteret. Dette kan tage op til 12 timer. Herefter er din kørekort-app klar til brug.
Du finder kørekort-appen i App Store og Google Play:
Tekniske krav til din iPhone eller Android-telefon
Kørekort-appen stiller visse tekniske krav til din telefon. Før du downloader appen, er det vigtigt at sikre, at din telefon opfylder følgende krav:
- iPhone: iOS version 15 eller nyere, svarende til iPhone 7 eller nyere
- Android: Android 10 eller nyere med NFC-funktionalitet til at scanne pas eller ID-kort.
Kørekort-appen er nem at bruge, men der er nogle vigtige ting, du skal være opmærksom på. Nedenfor finder du information om, hvordan du kan bruge appen.
Du kan fremvise din kørekort-app til politiet i Danmark
Kørekort-appen er et supplement til dit fysiske kørekort og kan bruges som gyldigt kørekort i Danmark. Du kan derfor benytte den til at bevise din førerret over for politiet, når du kører i Danmark. Når du rejser til udlandet, skal du fortsat huske dit fysiske kørekort.
Hvis politiet beder dig om at vise dit kørekort, skal du med kørekort-appen vise en QR-kode til politiet, som de scanner for at tjekke din kørekort-app.
Det er dit ansvar at kunne fremvise dit kørekort i appen til politiet. Er din mobiltelefon løbet tør for strøm, eller har den en ødelagt skærm, kan du få en bøde for ikke at have medbragt dit kørekort under kørslen.
Du kan bruge kørekort-appen som ID-bevis
Du kan vise dit digitale kørekort på telefonen, de steder, hvor du ellers plejer at bruge dit fysiske kørekort. Hvis du bruger kørekort-appen som ID-bevis, fx til at købe alkohol eller hente en pakke, kan medarbejderen eventuelt bede om at scanne QR-koden til ID-bevis i din kørekort-app. På den måde kan du bevise, at din app er ægte, og at du er indehaveren af ID-beviset.
Kørekort-appen som ID i borgerservice: Tjek kommunens hjemmeside
Hvis borgerservice i kommunen har det nødvendige tekniske udstyr til at scanne din kørekort-app, kan du anvende den som ID til fx udstedelse af pas eller MitID. Tjek gerne kommunens hjemmeside for en sikkerheds skyld. Det kan være en god idé at tage dit fysiske kørekort, eller anden billedlegitimation, med.
Når du får en ny telefon, skal du oprette dig i kørekort-appen igen. Dette gælder også, hvis du opsætter din nye telefon ved brug af en sikkerhedskopi af din gamle telefon. Kørekort-appen kan kun anvendes på én mobiltelefon ad gangen. Når du har oprettet dit kørekort på en ny telefon, bliver kørekort-appen derfor automatisk nulstillet på din gamle telefon.
Ændringer i dit kørekort opdateres ikke automatisk i appen – opret dig igen
Hvis du får et nyt kørekort eller fornyer dit kørekort, skal du huske at oprette dig i kørekort-appen igen. Din kørekort-app vil ikke automatisk blive opdateret med dit nyeste kørekort. Kort tid efter at du har modtaget dit nye fysiske kørekort, kan du oprette dig i kørekort-appen på ny.
Når du opretter dig i kørekort-appen, skal du bruge dit pas eller ID-kort, for at dit foto kan komme ind i appen. Dit pas eller ID-kort indeholder en chip, hvor dit foto ligger, og når du scanner passet med appen, hentes fotoet ind i din kørekort-app.
Fotoet fra dit fysiske kørekort er ikke gemt nogen steder, efter at dit fysiske kørekort blev trykt. Foto fra dit pas eller ID-kort kan bruges i appen i stedet, fordi det overholder samme krav, som gælder for dit kørekortfoto.
Kørekort-appen omfatter kun det almindelige lyserøde kørekort og de kategorier, som findes på dette. Det betyder, at forskellige chaufførbeviser, som fx det gule taxakørekort og andre erhvervsbeviser, fortsat skal medbringes fysisk under kørslen.
Du kan nulstille din kørekort-app, hvis du af forskellige årsager ikke længere ønsker, at den skal være aktiv på din telefon. Når du nulstiller appen, fjerner du dig selv som bruger. Dette er særligt vigtigt i visse situationer.
Du kan nulstille din kørekort-app, hvis du fx:
- mister din mobiltelefon
- låner din mobiltelefon til en anden
- ikke har lyst til at være oprettet i kørekort-appen mere.
Du nulstiller appen ved at bruge selvbetjeningen "Administrer din kørekort-app", som du finder ved at klikke på ”Start” og logge ind med MitID.
Du kan også foretage nulstilling direkte i kørekort-appens menu.
Når du bruger kørekort-appen, behandles forskellige personoplysninger om dig:
- Dine kørekortoplysninger, som hentes fra kørekortregisteret.
- Dit navn, CPR-nummer mv., som hentes fra dit MitID.
- Dit foto, som hentes fra dit pas eller ID-kort.
Du kan læse, hvordan kørekort-appen håndterer dine personoplysninger, og hvilke rettigheder du har på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside:
Du kan også hente en oversigt over de persondata, Digitaliseringsstyrelsen opbevarer om dig i løsningen, ved at trykke på Start og logge ind med MitID.
Kørekort-appen har ikke adgang til information om, hvor du færdes med appen, eller hvordan du bruger den. Digitaliseringsstyrelsen har adgang til app-oplysninger fra App Store og Google Play om, hvor mange der har downloadet og installeret samt afinstalleret appen, og hvilke typer enheder der er anvendt.